Jeg er temmelig optaget af japansk kultur – lige fra Haruki Murakami til Hayao Miyazaki, Hiromi Kawakami, Yazujiro Ozu og særlige tommetykke presninger af japansk jazzvinyl. Den japanske kulturs ekstreme fusion af en tudsegammel traditions ritualer og ekstrem modernitet finder jeg som så mange andre dybt fascinerende. Japonisme er hot igen – og med god grund.
Jeg har siddet iført traditionel klædedragt i et gammelt stråtækt landsbyhus i de japanske alper, mens teen blev hældt op efter alle kunstens regler, og bækørreder stegt på lodrette spid tog farve af varmen i kvadratet med glødende kul midt på gulvet. Den traditionelle te slubrede jeg i mig med samme entusiasme, som jeg få dage senere så udstillingen med Chiharu Shota på Mori Art Museum på svimlende 52. etage i en skyskraber i Tokyo-bydelen Roppongi Hills.
