Et virkelig godt sted at begynde, hvis man vil ind under huden på Jens Smærup Sørensen, er at læse ’Jens’, hans forrygende erindringer, som udkom for tre år siden. Den beretter om hans opvækst på gården i Staun, denne »sammenbidte skrumpeverden«, hvor lussingerne sad løst og rigsdansk udtale var en fornærmelse mod pater familias. Men også om de skred i den store verden, han kalder dem omverdensafstryk, som fik betydning for bondesønnen, der blev genfødt, da han kom på latinskole inde i byen. I forbifarten nævner han også kort, men interessant, at han selv er udstyret med de »inkongruenser i sindet«, som skaber en forfatter.

Den røde tråd i forfatterskabet – han debuterede i 1972 – er forholdet mellem land og by, gammelt og nyt, nøjsomhed og grådighed, smerte og befrielse, forudsigelighed og frihed. I særdeleshed i forbindelse med det gamle bondesamfunds forsvinden, men også i bredere forstand. Smærup har et skarpt blik for, hvordan en ny tids fordringsfuldhed satte sig igennem, dengang verden blev stor. Selv oplevede han sin egen families livsform rinde ud, efterhånden som selv Ferguson-traktoren blev reduceret til en oldsag, og en ny tids løssluppenhed indfandt sig. Han er som forfatter et produkt af kostaldens lilleverden, komplet med lugten og varmen fra dyrene, og af velstandens kulturelle frisættelse og fortæller i ’Jens’ om, hvordan det var at komme fra et »bogforlegent« hjem, så man på et dybere plan forstår, hvor stærkt barndommens oplevelser kan indlejre sig i krop og sjæl.