Jeg vil vove den påstand, at Ingeborg Bachmanns ’Malina’ fra 1971 i en vestlig kontekst kan anses for at være det sidste modernistiske mesterværk, modernismens højdepunkt og afslutning. Det eneste andet bud, jeg kan komme i tanke om, er Peter Weiss’ romantrilogi ’Modstandens æstetik’, hvis første bind udkom i 1975.

Uanset hvad er ’Malina’ en roman på højde med, hvad alle de store (Proust, Joyce, Woolf, Beckett) har skrevet, men som forfatter tilhører Bachmann (hun debuterede i 1953 med digtsamlingen ’Die gestundete Zeit’) også en specifik østrigsk gruppe forfattere, der har præget det 20. århundredes litteratur (Peter Handke, Elfriede Jelinek og Thomas Bernhard).