Det er rigtige børn, som bor inde i børnebøgerne. Man kan ellers godt i denne tid få en fornemmelse af, at børn mest handler om planlægning, aktiviteter, tvungen orlov, søvnbehov og ammebesvær. Det er, som om barnet er forsvundet. Børn er blevet noget, man snakker om. De må skynde sig at vokse, så de selv kan gå på netbank.
Heldigvis har vi børnelitteraturen, der troligt fortsætter med at gå på vandet. Imod alle odds og trods spinkel omtale blomstrer genren på alle hylder. Trodsigt skriver forfattere sig op imod tidens digitale tand, mens tegnerne spreder varme og klogskab netop fra deres skærme. Ironiens og belæringens og meta’ernes tid er forbi. Heldigvis. Nu er det alvor. For uden barnet mister vi fornemmelsen for vores egen oprindelse. Vores ægte følelser. Vores instinktive klogskab. Vores forbundethed med naturen. Vores dybde. Vores forundring over stjernehimlen.
