Det er svært at skrive godt om at skrive. Alt for ofte ender det som gemytlige udflugter a la dagbladenes dækning af forfatterens skrivebord. Et spørgsmål om, hvorvidt der sippes tynd te eller kæderyges under arbejdet. Hvis altså ikke det ender overmåde krukket, som når Marguerite Duras i sit essay ’At skrive’ (1993) prædiker både whisky og vanvid, men først og fremmest altomfattende og rungende ensomhed: »Der skal være en afstand mellem andre mennesker og den person, der skriver bøgerne. Der er en ensomhed. Det er digterens ensomhed, det skrevnes ensomhed«.
Kan det blive mere karikeret? Næppe. Jeg får helt lyst til at frigøre forfattergerningen fra al overflødig mystik. Lade den være et arbejde som alt andet arbejde. Ikke så meget hokuspokus, man begynder i øverste venstre hjørne og fortsætter ellers slag i slag. Problemet er blot, at heller ikke den model huser hele sandheden: Enhver skabelsesproces rummer trods alt en snert af magi.
