Noget af det sære – og jo mere jeg læste mig ind på dem: sært elskværdige – ved Arthur Machens fortællinger er, at jo mere sandhedssøgende og manisk dissekerende de bliver, jo mere okkult uforståelige bliver de samtidig.

Noget andet sært er, hvor komplet ligeglad forfatteren lader til at være med absurde sammentræf, hvad der til gengæld er mere irriterende. Forfatterens kontrollerende hånd over begivenheder og personer føles på den ene side alt for lidt mystisk, men har på den anden side også noget nærmest besværgende og rituelt over sig.