Emnet moderskab er ketchupklumpen i den litterære offentligheds store flaskehals. Det er blevet underbelyst og taget for givet i evige tider, og nu, hvor tiden er ægte moden til, at kvindelige erfaringer kan få lov at blive læst – ikke bare som menneskelige, men også kunstnerisk interessante – så kommer det store bløb, og der er ketchup over det hele. Eller er det bare en følelse?

Jeg føler mig i hvert fald filtret ind i andre kvinders erfaringer og romaner og debatindlæg og aftabuiseringer af moderskab. Indskrevet i et stærkt, varmt, stikkende, stridbart fællesskab, hvor min søstersolidaritet med alle de vilde og svære følger af det almene, kvindelige vilkår at leve op til menneskekulturens mest intense sociale rolle strides med min irritation over den mytologiserende intensitet, som moderskab ofte behandles med. Jeg mærker en moderskabstræthed, et overfokus, som jeg kæmper med ikke at få afløb for i en reaktionær klumme, der alligevel bare ville være en stedfortræderkrig mod andre kvinder.