Ikke mange tror så meget på poesien, som Thomas Boberg (f. 1960) gør. Jeg har altid været mere i tvivl om, hvad poesien kan være og gøre, hvad dens rolle i verden er, men okay, jeg er jo ikke digter. I mange år har jeg endda været forundret af en sådan romantik, men jeg må indrømme, at jeg blev omvendt, da jeg læste Bobergs nye digtsamling, ’69 dæmoner’.
Selv i en alder af over 60 er man ikke for gammel til et opgør med sin far. Ligesom mange andre danske forfattere for tiden – og forfattere gennem tiden – er ’69 dæmoner’ præget af et sådant opgør. Det er jo ikke, fordi Boberg, der så sent som sidste år udgav ’Forberedelse til livet’, ikke har skrevet om sin far før, men her er det alligevel i en ny og anden, mere koncentreret version: »Selvom du er død/ selvom du er et foster/ af en skrøbelig fantasi/ selvom jeg endnu ikke/ helt/ forstår/ hvor jeg skal gå hen/ for at blive dig kvit/ selvom du er død/ og jeg lever/ står du der/ og praler/ med din indbildske magt«.
