Det er et frydefuldt lille værk, Lilian Munk Rösings ’Modvind og mascara’. Den tempofyldte samling består af korttekster, der fremstår dels som dagbogsfragmenter, dels som essayistiske betragtninger. En ’nu-roman’ (ikke nyroman) kaldes den på forsiden.

Værkets steder er Københavns hverdagslommer: kaffebaren, saunaen, svømmehallen og yogastudiet, men også rejser – til Venedig, sommerhuset og ’provinsen’. I en tekst formuleres en lille analyse af en Grundtvig-salme, i en anden gengives en overhørt samtale; en tredje kredser om længslen efter farven gul.