I en blanding af henvendt beretning og selvdialog fortæller Édouard Louis i sin nye roman historien om at være besat af trangen til at forvandle sig.

Fransk stjerneforfatter leverer et intenst og interessant studie i forvandlingstrangen som et principielt umætteligt begær

På sin vis føjer Édouard Louis’ beretning sig ind i den litteraturhistoriske række af franske romaner om ambitiøse unge mænd, der kommer fra provinsen til Paris med ambitioner om social opstigning. En ambition, der oftest skuffes. Hos Louis indfries de store ambitioner. PR jean-francois robert
På sin vis føjer Édouard Louis’ beretning sig ind i den litteraturhistoriske række af franske romaner om ambitiøse unge mænd, der kommer fra provinsen til Paris med ambitioner om social opstigning. En ambition, der oftest skuffes. Hos Louis indfries de store ambitioner. PR jean-francois robert
Lyt til artiklen

’Forvandlingens metode’ hedder Édouard Louis’ seneste roman med en fyndig fordanskning af den franske titel: ’Changer: méthode’. Under læsningen tænkte jeg, at den lige så godt kunne have heddet ’Forvandlingens besættelse’ eller ’Forvandlingens ubønhørlige imperativ’.

Historien om den unge mand, der skifter navn fra Eddy Bellegueule til Édouard Louis og socialt miljø fra nordfransk landsbyproletariat til parisisk kulturelite, fortælles nemlig som en historie om at være besat af at forvandle sig, at skifte social identitet, at komme væk og videre – en besættelse, der i princippet aldrig får en ende. Hver gang et nyt socialt miljø, en ny social identitet er erobret, presser forvandlingens imperativ sig på igen. »Den uendelige fortvivlelse og det grænseløse håb levede side om side i mig«, skriver jegfortælleren.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Group 2

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her