’Forvandlingens metode’ hedder Édouard Louis’ seneste roman med en fyndig fordanskning af den franske titel: ’Changer: méthode’. Under læsningen tænkte jeg, at den lige så godt kunne have heddet ’Forvandlingens besættelse’ eller ’Forvandlingens ubønhørlige imperativ’.
Historien om den unge mand, der skifter navn fra Eddy Bellegueule til Édouard Louis og socialt miljø fra nordfransk landsbyproletariat til parisisk kulturelite, fortælles nemlig som en historie om at være besat af at forvandle sig, at skifte social identitet, at komme væk og videre – en besættelse, der i princippet aldrig får en ende. Hver gang et nyt socialt miljø, en ny social identitet er erobret, presser forvandlingens imperativ sig på igen. »Den uendelige fortvivlelse og det grænseløse håb levede side om side i mig«, skriver jegfortælleren.
