Besnærende, det er argentinske Camila Sosa Villadas ’De forkerte’. Besnærende, ligesom bogens hovedpersoner, de transkønnede sexarbejdere i Sarmiento Park. Deres kroppe suger opmærksomheden til sig, både den gode og den dårlige. De er vant til at gøre sig usynlige, når de går på gaden, for at undgå overgreb. Men i parkens natlige skygger har de brug for opmærksomheden fra kunderne.
En dag finder en af dem, den store moderfigur Tante Encarna, hos hvem de andre kvinder ofte bor, et efterladt spædbarn i parkens krat. Øjesten bliver han siden døbt, og hans tilstedeværelse er bare en af de mange små- og stormagiske hændelser. For der er tale om eksemplarisk sydamerikansk magisk realisme, hvor varulve og helgener deler virkelighed med alkoholikere og hiv-smittede. Den døvstumme Maria bliver til en fugl, men også lidt til Jomfrumoderen. Det vrimler med smukke billeder, som skærpes af deres indre modsætninger. En sexarbejder kan blive beskrevet sådan her:
»Tante Mara på et par høje plateausko med gennemsigtige hæle, så det så ud, som om hun svævede gennem lugten, ligesom jomfruerne, der leviterer i kraft af deres egen skønhed«.
Madonna/luder-komplekset er opløst, her sælger guddommelige helgener deres kroppe for en håndfuld pesos. Et andet magisk sted lyder det om kvinderne i parken en varm dag:
»Den, der ser os ligge i græsset og solbade denne eftermiddag, indsmurt i Coca-Cola med flydende karamelfarve, mens vi drikker maté i solen, vil drømme om vores kroppe og vores latter, et uudholdeligt billede, som Guds åbenbaring«.
Det religiøse og det blasfemiske er altid lige ved at kamme over i hinanden, og Camila Sosa Villada skyr tydeligvis og heldigvis ikke maksimalismen.
Jordnær magi
Men bagved, oven på og inden i magien er tragedien. Kvinderne bliver tæsket af vrede kunder og hinanden. Deres kroppe er i forvejen ødelagte af stoffer og den billige flyolie, de skyder i kroppen for at fremelske kvindelige former; »Hvad naturen ikke har givet dig, får du til låns i helvede«. De dør af aids, slår sig ihjel eller bliver dræbt, mens de sover.
De enormt dystre, og historisk meget virkelige, omstændigheder er badet i dette mærkelige, magiske lys. Som den technicolour i ’Troldmanden fra Oz’, der troldspejler sepiatonede sort-hvide Kansas.
Jeg læser det ikke som en forskønnelse af det frygtelige, men som en insisteren på, at der også er masser af magi og eventyr i de mest nedtrampede liv. Der ydes omsorg, der skabes familie der, hvor den biologiske har trukket sig. Som da en af kvinderne er døden nær efter tæsk, og de andre vasker hendes sår, plejer hende, synger for hende og følger hende på toilettet:
»Den mest jordnære magi. Som enhver kunne have udført, men ikke gør«.
Camila Sosa Villada optræder på Louisiana Literature.
fortsæt med at læse
