For et år siden måtte forlaget Falco trække bogen ’Shitstorm’ tilbage. En af de medvirkende, Jim Lyngvild, mente simpelthen, at den var for grim, som han skrev på Facebook. Der havde ellers allerede været holdt reception for samtalebogen, hvis bidragydere ud over ham talte Anne Sophia Hermansen og Ghita Nørby. De havde også på kryds og tværs givet interviews om shitstorme som optakt til bogen. Det var meget mærkeligt det hele.
Nu er bogen så udkommet i en for de medvirkende ordentlig æstetisk version, må vi gå ud fra (den er stadig meget lidt pæn). Men det er ikke kun forsiden, der er ændret, væk er også Anne Sophia Hermansen (som dog fortsat turnerer med foredrag om samme emne); hvorfor melder hverken bog eller presseseddel om.
Til gengæld handler bogen nu også om alle mulige andre menneskers shitstorme, fra Meghan og Harry hen over Onkel Reje til Monica Lewinsky, måske for at fylde pladsen ud? Det er på mange måder et kuriøst projekt med et par ærlige hjerteslag derinde et sted.
Som udgangspunkt er det en samtalebog om shitstorme, fortalt af to mennesker, der selv har været i lorteorkanernes øje flere gange. Ghita Nørby er folkeeje, det ved hun også godt selv. Hun røg ud i to shitstorme.
Først med Iben Maria Zeuthen i forbindelse med et portrætinterview på det gamle Radio24syv, hvor flere lydbidder gik viralt. »Skal vi lave en kop te?«, spurgte journalisten. »Ikke engang det kan du sige som et menneske!«, tordnede skuespilleren. Senere var det med Simi Jan i Go’ aften Live på TV 2. Der gad Ghita Nørby ikke snakke om døden, mens hun sad på en klapstol. »Idiotisk!«, syntes hun, det var. Begge interviews fik det til at fyge med divabetegnelser og endda en demensdiagnose. Ghita Nørby var en, især unge kvinder skulle være bange for.
Designer, fotograf og kunstner Jim Lyngvild har også været i flere shitstorme. Kirkeministeren portrætteret som vølve, udklædte vikinger og dét, at han som pæredansker skulle formidle Grønland. Racisme-, dilettant- og homofobianklager er til tider fløjet gennem luften, og Jim Lyngvild er heller ikke selv bange for at blæse op til bæ-storm.
Nørby og Lyngvild præsenterer altså deres egne shitstorme, og så kommer den eksterne ekspert Poul Madsen med et par bevingede ord om, hvorfor de sager endte, som de gjorde. Han har også en guide til overlevelse af shitstorme, og til sidst i bogen er den egentlige samtale.
Voldtægt, MitID og rodebutik
Det er en rodebunke, simpelthen. Grundlæggende ved jeg ikke, hvad bogen vil. De to spørgsmål på bagsiden er interessante nok, men jeg finder ingen svar i bogen:
»Glemmer vi, at det også er rigtige mennesker, der sidder på den anden side af skærmene? Og hvordan påvirker det os, at vi lever i en verden, hvor mange ikke læser videre efter overskriften?«.
Er det synd for de to hovedpersoner? Ja, det er aldrig dejligt for nogen at skulle se sig selv blæst op til fængende overskrifter.
Er de selv ude om det? Ja, delvist, og det indrømmer de også. Ghita Nørby vil ikke præsenteres for meget for præmisserne inden sine interviews. Jim Lyngvild siger, han selv kan finde på at skubbe til shitstormen, det er gratis reklame for det, han laver.
Det er fint, at der tales fra en slags uenighed, det er mange gode samtalebøgers udgangspunkt. Men her sker intet opbyggeligt eller spændende. Samtalen fylder en håndfuld sider og går i øst og vest.
Iben Maria Zeuthens interview var »snarere en voldtægt«, siger Ghita Nørby. Så snakkes der lidt om rejseprogrammet ’Jim og Ghita’, brugen af anonyme kilder i journalistik og om krænkelsesparathed.
Jim Lyngvild siger: »Men krænkelseskulturen betyder jo, at man bøjer sig for de mest vanvittige ting«. Hvortil Ghita Nørby svarer: »Hvad er ’krænket’ i det hele taget for et ord? Hvordan ser man ud, når man er krænket? Det er sådan noget, jeg ikke kan spille, for der er stor forskel på at spille krænket og være krænket. Det kan være indskrænket at blive krænket, tænker jeg«.
Lidt senere mener Jim Lyngvild så, at vi ikke skal »rulle hele krænkelsesparatheden tilbage«.
Så snakker de om Othello-stykket, der ikke blev sat op, om MitID og om Herlufsholm. Så noget om at børn ikke skal roses for meget, og at de i øvrigt er for meget på deres iPads. Så noget om at lægge et foto ud, hvor man er i bad med sin nevø, om Tinder, imposter syndrome og til sidst om, hvor professionel Ghita Nørby var i forbindelse med en vølve-børneopera, som Jim Lyngvild lavede. Det sker alt sammen på 30 af den 240 sider lange bog, med megen luft mellem linjerne.
Der er for lidt af dem, det egentlig handler om. Deres relation tror jeg på, og de har sjove anekdoter, men bogen bliver aldeles kalorielet i forhold til at ville indlede en interessant samtale om det digitale menneskes gøren og laden. Det er for sløset redigeret, og bogen har hverken det overblik, den analyse eller det nærvær, der skal til for at tale om det, den gerne vil; og hvad den egentlig vil, er jeg stadig i tvivl om. Også store kunstnere som Jim Lyngvild og Ghita Nørby skal redigeres, det har hverken Pernille Redder eller Falco gjort godt nok.
For et år siden kom bogen i makulatoren, og efter endt læsning kan det føles, som om det er de stumper, man har limet sammen i en bogryg.
fortsæt med at læse
