Da jeg lagde J.D. Salingers ’Franny & Zooey’ fra mig, havde jeg lyst til at juble. Og bagefter begejstret gå ud i verden for at få alle og enhver til at læse denne enestående roman. Fortællingen om de kloge søskende og det lys og mørke, som gennemstråler deres familie, er fuldstændig formidabel i sin psykologiske indsigt og stilistiske elegance. Den er fra 1961, nyoversat til dansk og noget af det bedste, jeg kan mindes at have læst meget længe.
Første del af romanen foregår på en restaurant, hvor Franny, der går på college, møder sin kæreste, Lane, der er kandidatstuderende, og gensynet forløber mildt sagt ikke godt. Det er to helt forskellige sindstilstande, som støder sammen. Lane er opsat på en hyggelig kæresteweekend, men Franny kan kun få øje på hans indbildsked og må gå ud på dametoilettet og græde. Da hun vender tilbage, fortsætter hun imidlertid sin kritik af tidens egokultur: »Jeg er dødtræt af alle, der prøver at blive til noget, udmærke sig, være interessante. Det er hæsligt«. Hun vil ikke præstere, fordi det er noget, man skal, der skal være en dybere årsag.
