»De skriver endvidere, ja De beretter, De blotlægger, De ytrer, De forkynder, De lader mig vide skide, De forklarer, De bekendtgør, De antyder gyder, De forlanger stanger, De ønsker, De sigter imod, De vil, De befaler, at også jeg skal sende Dem mit portræt«. »Eh bien, selvfølgelig skal De have mit kontrafej bolledej, oui par ma la foi, jeg skider på din næse, så du mærker vinden blæse«. »Apropos, har De også gjort Deres spuni cuni? Hvafforno'et? Om De endnu har mig kær? ...«. »Ja, det tror jeg! - Desto bedre, bedre desto!«. Og så videre og så videre. Hvem har skrevet denne rablende gang nonsens? Tjo, afsenderen er såmænd Mozart. Wolfgang Amadeus. Eller Amadé, som han foretrak at underskrive sig. Tyndskid Mozart, det største geni, musikhistorien har set, kunne i tekst og tale være noget af det mest barnagtige, man kan forestille sig. Geniet, der som 14-årig fik sin første, perfekt komponerede opera seria opført i Italien, mens publikum råbte »Leve den lille maestro!«, var ikke altid lige seriøs, endsige stueren på skrift. Langt op mod vores tid havde nydelige, te-drikkende hattedamer kvaler med, at et musikalsk geni også kunne skrive ... ja rent ud sagt det mest letløbende tyndskid, der nogensinde er smurt ud over et stykke brevpapir. Moderligt tab Uddraget ovenfor stammer således fra et af Mozarts berygtede breve til kusinen Bäsle. Breve han skrev, mens han var på dannelses- og arbejdsrejser med komponistfaren Leopold i blandt andet Italien, og som er fulde af lokumspoesi. Siden fulgte den to år lange karriererejse til Paris med moren i slutningen af 1770'erne. En rejse, der gik over det tyske musikmekka Mannheim, og hvor brevene hjem til far Leopold holder en noget anderledes tone. Her indledes ikke med »Allerkæreste kusine-grine!«. Her er det »Monsieur - mon très cher Père!«. Brevet, der begynder sådan, er et af de mest rørende i den samlede brevudgave. Mozart skriver det 3. juli 1778, hvor moren, der fulgte ham på rejsen til Paris, er meget syg. Det meddeler den 22-årige Mozart i hvert fald faren. Men vi, der læser brevudgaven, ved bedre. For fra præcis samme dato - 3. juli 1778 - er bevaret et andet, fortroligt brev, stilet til Mozartfamiliens nære ven, teologen Joseph Bullinger. Det begynder således: »Sørg med mig, min ven! - Denne dag har været den sørgeligste i mit liv. Jeg skriver dette kl. 2 om natten - jeg må lade Dem vide, at min mor, min kære mor, ikke er mere! Gud har kaldt hende til sig - han ville have hende, det stod mig klart ...«. Mozart har, 22 år gammel, villet skåne sin far for den voldsomme besked, at hans hustru var omkommet. Det fremgår tydeligt af hans bøn til Bullinger om forsigtigt at forberede faren på chokket. Ikke-videnskabelig oversættelse Mozarts breve spænder fra betænksom omhu til rent nonsens. Fra Bäslebrevenes fækale frivoliteter - her tones bogstavelig talt ren røv at trutte i! - til det sidste bevarede brevs følelsesladede »Lev vel, din for evigt«, skrevet til hustruen Constanze. Hun var hans »Kæreste, bedste lille kone«. Brevet er skrevet kun et par uger, før en indviklet kombination af streptokokker, nyresvigt, åreladning, hjerneblødning og lungebetændelse natten mellem 4. og 5. december 1791 tog livet af Wolfgang Amadé Mozart. Peter Dürrfelds nyoversættelse af Mozarts breve har det hele med. Hvert et ord er fordansket, som komponisten nedfældede på brevpapir, og som har overlevet for eftertiden (det har for eksempel brevene omkring tilblivelsen af operaen 'Figaros Bryllup' desværre ikke). Den er holdt i et nutidigt, let sprog, der samtidig kliner sig tæt op ad den tyske original, som findes tilgængelig i den samlede seksbinds brevudgave fra Mozarteum i Salzburg, udgivet i løbet af 1960'erne. Den danske oversættelse er ikke en decideret videnskabelig oversættelse. Og godt det samme, for Mozarts retstavning er, som vinden blæser, eller for den sags skyld som røven prutter, og en ord-til-ord-fordanskning ville ofte ikke være til at læse. Hvor det gør teksten klarere, har Dürrfeld derfor loyalt, men uden kommentar erstattet for eksempel »han« med Salieri - navnet på Mozarts ærkerival i Wien. I Milos Formans 'Amadeus'-film lærer vi Salieri at kende som Mozarts misundelige morder. I brevene omtales han kun i venlige vendinger. Fragmentarisk korrespondance Peter Dürrfeld er ikke den første til at fordanske Mozarts breve. Men han er den første til at gøre det med hele møllen. I slutningen af 1940'erne udgav Johannes Weltzer 'Mozarts Breve i Udvalg og paa Dansk'. Men her som i Clara Hammerichs lille udvalg fra midten af 1950'erne er der tale om retoucherede versioner, hvor Bäslebrevene med deres frivoliteter er enten forbigået eller klippet dygtigt til. Vel at mærke uden at man får at vide, at der er retoucheret. I Mozartåret 1991 udkom Dürrfeld med et udvalg af Mozarts breve på dansk, også på Gyldendal, og her blev der ikke lagt fingre imellem. Disse oversættelser har han nu forfinet og suppleret med det, der manglede. Resultatet er en brugervenlig brevudgave, som kun på et punkt - men det er så også et afgørende punkt - blotter sig for kritik. Nemlig hvad angår måden at vælge ud på. Hvor Mozarteums samlede brevudgave har alt med, inklusive Leopold Mozarts breve og alt, hvad der hedder svarbreve, klipper Dürrfeld korrespondancen i stykker. Vi får Mozarts, og kun Mozarts, breve. Hvor den unge mester på Parisrejsen ofte skriver breve hjem til faren og søsteren sammen med moren, er morens dele konsekvent klippet ud, om end til fordel for et summarisk referat af hendes tekst, hvor det er skønnet nødvendigt. Men ikke ét svarbrev er taget med. Rørende kærlighed Nu er det selvfølgelig klart, at man ikke på dansk kan finde ressourcer til - eller for den sags skyld rimelig grund til at udgive - en samlet oversættelse af alle seks bind breve og noter. Dürrfeld har måttet begrænse sig, og især måden, hvorpå han har indarbejdet Mozarteum-udgavens omfangsrige noteapparat i teksten, fungerer fint. Men det havde på den givne plads været nok så interessant med et udvalg af Mozarts breve, suppleret med svar fra de relevante personer, så de udgivne korrespondancer havde fremstået komplette. Det ville have været mere brugbart. Som brevene nu er udgivet, må vi nøjes med at gætte på, hvem det er, storesøsteren Nannerl skal hilse. Eller hvad far Leopold mon egentlig skrev tilbage, siden Mozart i så lang tid måtte arbejde på at få ham til at forlige sig med tanken om, at sønnen valgte livet som fri komponist i Wien frem for at blive i tjenesten hos den utålelige ærkebiskop i Salzburg. »Ærkerøvhullet«, som Mozart kalder ham. Med god grund. For ifølge Mozarts harmdirrende referat i et brev til faren kaldte ærkebiskoppen Mozart for både møgknægt, kanalje og »liderlige karl«, før ærkebispen fik en tjener til bogstavelig talt at sparke Mozart ud! Samme modstand fra faren mødte Mozart i øvrigt, da han giftede sig med sin »Kæreste, bedste lille kone«, Constanze, født Weber, og dermed valgte en kvinde, hvis hele skønhed ifølge et andet af Mozarts breve bestod i »to mørke øjne og en nydelig figur«. Men som han tydeligvis elskede med en varme og hengivenhed, der er noget af det mest rørende i disse epistler fra et musikalsk geni, som også på skrift kunne formulere sig så spontant, humoristisk, varmt, barnagtigt, sjofelt og letflydende, at det er en lyst at læse.