At Karen Blixen skulle ende som illustration på den mindst værdifulde af de danske pengesedler er ikke helt i overensstemmelse med hendes selvopfattelse, endsige med hendes forretningssans, selv om den sidste var drevet af bitter nødvendighed. Ribbet for alt, undtagen mod og talent, vendte hun hjem til Danmark i 1931. Internationalt mål Hendes ofte gentagne koketteri: »Det eneste, jeg duer til, det er at fortælle historier, lave mad og passe gale folk« kom kun på prøve, hvad den første færdighed angår. Hun ville være forfatter, men ikke nødvendigvis i Danmark, hvor ingen kendte hende, hellere i den engelsksprogede verden, hvor for øvrigt heller ingen kendte hende, men hun skrev på engelsk og indså også på en eller anden måde, at hvis hun skulle leve, kostede det penge, og de var større, der hvor læserne var flest. Grundig dokumentation Bogens titel er taget fra et interview med Karen Blixen omkring udgivelsen af 'Winter's Tales' i 1942: »Mod er menneskets svar på livets kår«. To forlæggere blev vitale for hendes gennembrud og verdensberømmelse, den amerikanske Robert Hass og den engelske Constant Huntington. De to er også hovedpersoner i den bog, som Grethe Rostbøl har skrevet om Karen Blixens udgivelser i USA og England, der er en grundig dokumentation af forfatterskabets formidling, mere end det er en reflekteret, endsige underholdende beretning. Detaljenære studier Vi er på videnskabelig grund med noter. De store træk i fremstillingen er velkendte, men det er detaljerne, der drages frem fra studier af brevvekslinger både her og især hisset i universitets- og forlagsarkiver, der vil gøre arbejdet værdifuldt, ikke mindst for kommende Blixen-biografier. Og den sidste er ikke skrevet. En kommenteret udgave (tekstudgave) af de samlede værker er i øvrigt under forberedelse. Mangelfuld korrektur Der er ikke meget af debutantens ydmyghed i Karen Blixens første udspil. Hun er naturligvis afsøgende, men også krævende om dialog og kommentarer, helst positive og bekræftende. Inderst inde ved hun godt, hvad hun vil, men det afholder hende ikke fra konstant at overveje og korrigere på baggrund af forlæggere og andre involveredes udsagn som f.eks. den amerikanske forfatter, Dorothy Canfield Fisher, der var den egentlige indgang til Amerika. Hun er konsekvent stavet Fischer, ligesom Rostbøl kalder Valdemar Rørdam, der forsøgte sig som den første danske oversætter af 'Seven Gothic Tales', Thomas. Korrekturen er ikke den mest nidkære. Guldfuglen Kildematerialet er opsøgt med stor omhu, og de mange gentagelser tegner et fast mønster af Karen Blixens perfektionistiske arbejdsform og menneskelige karakter. Efter gennembruddet i USA bliver baronessen rent ud patetisk i sin selvhenførte taknemmelighed mod 'det amerikanske folk' - som om hver enkelt amerikaner havde læst hende. Vi får et indblik i, hvor besværlig kommunikationen var, ikke mindst under besættelsen, hvor der kunne gå måneder mellem spørgsmål og svar. Hvor manuskripter ikke kunne fotokopieres, faxes, endsige sendes som e-mail. Hertil kommer det økonomiske aspekt. Der var altid lavvande i kassen på Rungstedlund, og en urimelig dobbeltbeskatning udhulede honorarerne. Blixen så sig ikke for god til at spille på forlæggernes, især Hass', appetit for hendes manuskripter. Begge parter tænkte naturligt nok i profit. Når Hass tilbød 1.000 dollar for en historie, havde hun indhentet et tilbud på det dobbelte fra et magasin eller tidsskrift, og så kunne han jo tænke sig om. Det førte også til diskussion om, hvorvidt det skadede forfatterskabets lødighed at slække litterært for at tækkes masserne og bankkontoen. Også bøgernes titler var genstand for meningsudvekslinger. Det er dog sjældent, at nogen af forlæggerne mister tålmodigheden med Karen Blixen. Hun var for de engelske og amerikanske forlag en guldfugl. Som hun var det for Gyldendal i Danmark. Der blev lagt umådelig stor energi i hele udgivelsessiden fra Karen Blixens side. Og mod. Det understreger og dokumenterer Grethe Rostbøls bog sobert, mere end den måske overrasker.