0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Dansens drømmende lethed

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Det er en fantastisk flot bog, 'Of Another World. Dancing Between Dream And Reality'. Det kunne lige passe andet, siden den er et festskrift til professor emeritus Erik Aschengreen - også kaldet Dr. Dans.

Aschengreen er Danmarks højest respekterede balletkritiker og historiker. Han gjorde tjeneste ved Københavns Universitet, indtil han som 65-årig - nøje planlagt - trak sig tilbage i år 2000 og samtidig flyttede fra sin store barndomslejlighed til en mindre hybel i det indre København. Han har om nogen fortjent den hyldest, festskriftet er udtryk for.

Bogen er skrevet på engelsk og er absolut ikke for begyndere. Men den er et lækkeri for det balletkyndige publikum.

Værkets kyndige redaktør, Monna Dithmer, indleder sin introduktion af bogen med et citat af Jean Cocteau:

»In ballet we rediscover the flight of dream, the strange lightness that is given to us in sleep« - og det er egentlig, hvad bogen handler om.August Bournonvilleaflagde sit første besøg i Paris som ganske ung mand i sommeren 1820 sammen med sin far, Antoine Bournonville, en kombineret studie- og dannelsesrejse. Han nåede at se ti balletforestillinger og blev fyldt af inspiration.

Det beskrives af den berømte ballethistoriker Ivor Guest. Han citerer Bournonvilles erindringer, hvor August uden forbehold efter at have oplevet danserinden Emilie Bigottini kalder hende »... den største kvindelige pantomimedanser, jeg nogensinde har set«.


Ebbe Mørk har leveret et kapitel med overskriften 'Lykkebarnet og proletaren'. Det skildrer det livslange venskab mellem de to jævnaldrende Hans Christian Andersen og August Bournonville.

August var skolet i sprog og musik, men H.C. Andersen kunne knap læse, da han kom til København som 14-årig. Af karakter var de lige så forskellige, som deres baggrund var. Men nære venner blev de alligevel. Siden arbejdede de professionelt sammen, da Hartmanns 'Ravnen' blev sat op i 1832 med librettoen skrevet af H.C. Andersen.

Ebbe Mørk skildrer ganske levende August Bournonvilles angst som ældre for, at hans livsværk, når han døde, ville gå i glemmebogen. Det tør nok siges, at han var for pessimistisk, al den stund Den Kongelige Ballet i dag er synonym med Bournonville, ligesom første halvdel af Monna Dithmers bog.

John Christian Jørgensen har skrevet et kapitel om Bournonvilles dilemma: balletkritiker mellem harmoni og disharmoni. Balletmesteren havde sine problemer med kritikken. I sine memoirer, 'Mit teaterliv', skriver han denne barske sætning: »Man skal aldrig være kritiker, for det gør hjertet hårdt, og man observerer med kulde det, der er skabt med varme«. Han kan ikke have tænkt på periodens ledende kritiker, Johan Ludvig Heiberg, der efter premieren på Napoli i 1842 skrev, at »vort nationale teater ejer en kunstner, som på sit område utvivlsomt er den bedste i verden«.

John Christian Jørgensen påpeger med rette forskellen mellem dengang og nu. I guldaldertiden havde aviserne nogle få tusinde læsere, og de fleste gik i teateret. I dag har de store aviser hundredtusinde af læsere, men de færreste går i teateret. Derfor må kritikken kunne stå for sig selv.


Monna Dithmer har forsynet bogen med to interview. Det er Dinna Bjørn og Nikolaj Hübbe, der udtaler sig. Det er glimrende læsning. De siger de rigtige ting, men det er nu også godt gennemskrevet.

Forholdet mellem dans og dyr tages op af Monna Dithmer under titlen 'Manden som forelskede sig i en fugl'. Hun påpeger, at i den vestlige kultur har dyr altid fungeret som menneskets spejl. Lige fra 'Svanesøen' til Cullbergs 'Månerenen'. Dyret i dansen - siger hun - reflekterer den forandring, enhver krop må gennemgå for at kunne vise sig på dansescenen.

Inger Damsholt, som er Erik Aschengreens afløser som forelæser på Københavns Universitet, har skrevet et essay, som hun kalder 'Ægteskabet mellem musik og dans'. De to sameksisterer, som syn og lyd gør i vores daglige liv.

Her bliver citeret mange kloge ord, men et af dem, skrevet af E. Evans, ville jeg gerne fremhæve:

»The association of music and dance in a partnership, a marriage between two artists (...). An ideal partnership is one in which mutual respect and support are so firmly established that it never ever occurs to the partners to discuss them. But ideals are not of this world«.

Man kommer ikke uden om, at bogen er en fortræffelig gave til balletinteresserede, som vel at mærke er gode til engelsk. Men man kan jo også selv læse den.

Anne Marie Vessel Schlüter er leder af Det Kongelige Teaters Balletskole.