Der er noget særligt over de fransk filosofier. - I flertal, vel at mærke, for indbyrdes lægger filosofferne stor vægt på afstandene til hinanden. Og det er bare et af deres fællestræk. Træk, der går på tværs af de to store traditioner i moderne tid, den fænomenologiske og den formelle. De franske filosofier former sig ofte som refleksioner over grænser og magtforhold. Det kan være folkegrupper, individet, videnskaber, anskuelser, begreber eller endog hele sprogets grænser til noget andet, der undersøges. Disse undersøgelser af det samme og det andet (som var titlen på Vincent Descombes glimrende bog om fransk filosofi, La meme et lautre - på dansk Moderne fransk filosofi), kan f.eks. tage sig ud som sociologiske undersøgelser over andre filosoffers arbejde, som de gør hos de formelt set højst placerede filosoffer, de nuværende professorer ved College de France, Pierre Bourdieu og Jacques Bouveresse. Sidstnævnte er trods sin høje rang så godt som ukendt i Danmark. Men han er en typisk fransk filosof med sin polemiske indstilling, med sin kritik af de andre filosoffer og for så vidt, at han i øvrigt gør en dyd ud af ikke at ligne de andre. Hans hovedinspiration er den angelsaksiske dagligsprogsfilosofi generelt og Ludwig Wittgensteins i særdeleshed. Med denne i hånden kritiserer han sine filosofiske landsmænd for irrationalisme.
Vive la France!
Lyt til artiklen
