Fordomme er dumme, og stereotyper er monotone. Sådan lyder kulturelitens reaktion på generaliserende klicheer om blondiner, bøsser og beduiner. For at sætte trumf på udføres den såkaldte jødetest.
I stedet for f.eks. ordet ’muslim’ indsættes ordet ’jøde’ – og pointen står hurtigt klart for de fleste, selv folk fra landet.
Hvis man laver jødetesten på Jakob Vølvers overlevelsesguide ’Jydens håndbog til overlevelse i København’ strammer smilet hurtigt til:
Jøder er let genkendelige på lugten – en blanding af billig tysk øl og genbrugsplads; jøder er nærige og skal altid prutte om prisen; jøder kæler lige rigeligt med dyrene, når de trisser rundt ude i stalden alene.
Den interessante ved Jakob Vølvers bog er imidlertid, at han afvæbner den nedladende kulturchauvinisme ved at gøre det modsatte – han laver en selvironisk ’jydetest’ på tilflyttere til ’Djævleøen’.
Han bruger sig selv. Som assimileret jyde beskriver han med en skøn blanding af kulørte karikaturer og antropologisk fornemmelse for levet hverdagskultur, hvor angstprovokerende og forvirrende det er for jyder at emigrere til storbyens inferno af fixerum, frække fadøl og feminister.
Tarm, Lem og Sæd
Den første og vigtigste advarsel til den jyske diaspora i København er: »Opfør dig for guds skyld ikke, som du ville gøre hjemme i Jylland«. Bogen er et forsøg på at afkode de ofte gådefulde livsstilsmarkører, der gemmer sig i sproget og adskiller indfødte fra turister.
Eksempelvis at afstande i København måles i tid og ikke i kilometer; at kirkegårde er det foretrukne udflugtssted; og at den fremtoning, som man i provinsen opfatter som usoigneret, i København ses som tegn på, at man er en meget vigtig person, der arbejder kreativt og har travlt døgnet rundt.
Vølvers skarpeste iagttagelse er, at de mest storbyagtige i virkeligheden er jyder i forklædning. Omkring ’Thomas Helmig Plads’ (Skt. Hans Torv) og i ’Lille Århus’ (Vesterbro) er der fyldt med tørklædeindviklede weltschmerz-wannabes, der forsøger at skjule, at de voksede op i carporte.
Som oftest er det de assimilerede jyder og andre slumromantiske tilflyttere, der kritiserer København for i dag at være blevet alt for jysk, kedelig og forstadsagtig.
Århusianerne har det sværest ved at flytte til København, fordi de føler sig åndsbeslægtede med storbyindianerne. Men følelsen er ikke gensidig: Københavnerne kan ikke skelne århusianere fra møgspredere fra Tarm, Lem og Sæd. Københavnere misunder ikke Århus for at have et musikhus og et hold i 1. division.
Clash of civilizations
Journalisten Jakob Vølver forstørrer de nuancer mellem landsdelene, der normalt kun afslører sig i ordforråd og barndomsreferencer.
Han pumper dialekter til et fundamentalt kultursammenstød, der ikke lader den amerikanske forfatter Samuel Huntingtons ’clash of civilizations’ meget tilbage. Men tilsmagt et lækkert layout skaber det en så tilpas smagløs cocktail, at det bliver læseværdigt.
Som en tilflyttet jyde, der i flere år har prøvet at blive mere københavnsk end selv de über-københavnere – der færdes så hjemmevant, at de ikke engang kender gadenavnene – har Jakob Vølver et fascinerende dobbeltblik på København:
Hypersarkastisk
På den ene side har han selv været udsat for fordommene mod tunge, langsomme og tavse jyder og kender dermed den utilpassede mindreværdsfølelse på egen krop, og på den anden side har han nu antaget en så påtaget københavnsk attitude, at han virker mere hypersarkastisk end selv de hipstere, han gør grin med.
Bogen har mange sjove perfide passager, ikke mindst gennemtrawlingen af selvforståelsen i Københavns kvarterer. Grænserne mellem subkulturer er ofte så krampagtige, at man skal komme udefra for at tillægge dem betydning.
Så næste gang du ser en evighedsstudent med cirkus-moustache, kan du godt regne med, at det er en cowboy på flugt fra sig selv.
fortsæt med at læse
