Lyt til artiklen
Jeg ved det godt. Graffiti er forkert. Det er ulovligt, bekosteligt, og nogle mener ligefrem, at det er grimt. Men jeg holder alligevel af den slyngede skrift, de små malerklatter eller farvebrølende vægge, der har været en del af det københavnske gadebillede i tre årtier. Selv når det står på min egen gadedør.
LÆS OGSÅ Byforsker: Graffiti kræver hensyn til andre
Irritationen over rengøringen eller krænkelsen af mit hjem kan ikke opveje fascinationen af de hurtige linjer, der både er en hemmelig kode og samtidig en klar besked om, at her har nogen været forbi.
En maskeret personlighed midt i storbyens vrimmel af anonyme individer har sat sit mærke. Det er som regel mere interessant (og levende) end en gigantisk billboardreklame for enten den sidste nye mobiltelefon eller en kommende forestilling på Gasværket.
