Hansine Johanne Marie Christiansen kom til verden en frostklar decemberdag i 1884, og den lille middelfarter lærte hurtigt, at verden er et galehus, og at man må slå fra sig, hvis man vil fremad i livet. Som genbo til byens sindssygeanstalt var delirister og excentriske selvmordere en del af barndommens sociale landskab, og heller ikke i det yndige skipperhjem ved Fænøsund var det fred og fordragelighed, som fyldte de lavloftede stuer: Mor Anes nerver hang i laser, mens far Hans var så kolerisk, at søskendeflokken ikke kunne komme tidligt nok hjemmefra.
Kostumeballer på Carlsberg
Også Hansine – med kaldenavnet Jo – drømte om en tilværelse med plads til begejstring, og som 19-årig landede hun som stenografelev i kongens København. Måske var det under en ansættelse på Carlsberg Bryggerierne i Valby, at hun første gang mødte den lapsede direktørsøn Vagn Jacobsen, der var forventet arving til det hæderkronede imperium og charmerede den bedårende fiskerdatter med drømme om velstand, frihed og partoutkort til samfundspyramidens øverste etage.
I oktober 1906 bliver Jo officielt indskrevet i bryggerifamiliens turbulente historie, og inden længe er fru direktør Jacobsen mor til to vandkæmmede poder, som tumler omkring på tykke persiske tæpper i prismelysekronernes skær. Elegante Jo Jacobsen bliver et naturligt midtpunkt for førkrigstidens københavnske high society-liv, og champagneskålene er sjældent tomme, når samfundsstøtter og tørstige bohemer møder op til kostumeballer på Carlsberg.
Hjerteskærende på den mest usentimentale mådeMen familieidyllen knager. Vagn forbigås som koncerndirektør ved faderens død i 1914, og den unge frue keder sig bravt trods fester, affærer og hektisk rejseri. Atmosfæren på Valby Bakke er tiltagende spændt, og da verdenskrigen slutter i 1918, er også det celebre ægteskab forbi.
Kvindesagen
Efter den skandaløse separation flytter Jo Jacobsen med sine børn til slottet Rydhave ved Limfjorden. Gennem digteren Johannes Buchholtz og hans hustru, Olga, bliver hun med ekspresfart en del af det litterære jetset, og hun er fast inventar ved ægteparret Aakjærs årlige Jenle-træf. Samtidig udvikler den tidligere millionærfrue en voksende social samvittighed, og især kvinders manglende rettigheder optager den enlige mor på passiv forsørgelse.
Ligesom Thit Jensen – som er en hyppig gæst på sin nordjyske hjemegn – agiterer Jo i talrige avisindlæg og foredrag for kvindesagsanliggender som selvforsørgelse og børnebegrænsning, og i 1924 debuterer hun som skønlitterær forfatter med den kønspolitiske problemroman ’Hjertets køn’. Bogen hagles ned af et enstemmigt anmelderkorps, men fru Jo svarer igen med en litterær dybhavsbombe: nøgleromanen ’Huset Hansen’. Heri udleverer hun i giftige detaljer Overdanmarks depraverede livsførelse, og selv ikke et ordblindt barn kan være i tvivl om, at ’Huset Jacobsen’ havde været en mere retvisende titel.
I 1926 flytter Jo tilbage til København, og hun kaster sig begærligt over de brølende 20’ere. I et dameblad erklærer hun uden blusel det monogame forhold for stendødt, og hun fremsætter stadig mere radikale seksualpolitiske dagsordner: Mænd og kvinder er udstyret med samme grad af erotisk appetit, børn er seksuelle småvæsener, homoseksualitet er en naturlig variation, og fosterfordrivelse bør være en legal udvej, når kvinder er kommet i ulykkelige omstændigheder. Der er nu kun få tilbage i Danmark, som ikke har en holdning til fænomenet Jo Jacobsen. Skipperdatteren, som blev direktørfrue for at ende som glødende revolutionær.
Kronisk skandaleombrust
Jo Jacobsen bliver en central – skønt stridslysten og kronisk skandaleombrust – del af mellemkrigstidens seksuelle reformbevægelse, men hun egner sig ikke til at gå i takt, og strategiske alliancer med tidens toneangivende reformkræfter tabes én efter én på gulvet. I 1933 giver hun husly til den rebelske freudomarxist Wilhelm Reich, men også ham og hans kulturradikale entourage får hun med tiden nok af.
Til gengæld vil hun nu være psykoanalytiker, og det lykkes hende faktisk at få kontakt til bl.a. Anna Freud, hvis legendariske far sågar skriver forord til en af hendes romaner. Op igennem 1930’erne danner lejligheden på Østerbro ramme om seksualteoretiske studiekredse og psykoanalytiske konsultationer i PH-lampens skær. Men Jos økonomiske sikkerhedsnet forsvinder brat, da Vagn dør i 1931. Og der er dybe spændinger i forholdet til de to børn, som i lange perioder afbryder kontakten med deres heftige og forfløjne mor.
Tendens: Litteraturens mange landskaber af sorgI Jo Jacobsens voksne liv er der faktisk kun én nogenlunde stabil relation, men den er til gengæld forbavsende. Fra 1925 udvikler der sig nemlig en stærk gensidig fascination mellem Jacobsen og den karismatiske socialdemokrat K.K. Steincke, som mildest talt ikke er nogen stor beundrer af tidens seksualteoretiske fantasterier, men til gengæld har den største respekt for enmandshæren Jo, der som en af ganske få tør sætte landets justitsminister på plads. Det bliver til et livslangt venskab med åbenlyse erotiske overtoner. Et venskab, hvor bølgerne går højt, og der bliver talt og følt med store bogstaver.
En gedigen biografi
Jo Jacobsen er langtfra nogen ubeskrevet skikkelse, og eksempelvis Preben Hertoft, Morten Thing, Anne Birgitte Richard, Adda Hilden og (senest) Lea Korsgaard har skrevet godt og solidarisk om hendes aftryk i dansk litteratur- og seksualhistorie. Men vi har længe savnet en gedigen biografi med Jacobsen i centrum, funderet på den store arkivfond af breve, skitser og udklip, som i årtier har ligget ubenyttet hen i Det Kongelige Biblioteks arkiver.
Det er derfor glædeligt, at historikeren Dorthe Chakravarty har taget opgaven på sig og kan levere en både spændende og indsigtsfuld bog om ’Carlsbergfruen, der gik sine egne veje’. Chakravarty har gennemtrawlet arkivkasser i ind- og udland og med hjælp fra slægtninge og efterkommere fundet herlige billeder, som ikke tidligere har været offentligt kendt.
Beretningen om Jo Jacobsens liv og værk fortælles traditionelt kronologisk med fin sans for den samfundsmæssige kontekst, og selv om der ikke er tale om tæt akademisk historieskrivning – og man sagtens kan diskutere biografens alvidende fortællesynsvinkel, nutidsfordanskninger og kokette brug af fornavne – så er niveauet gennemgående højt og kildeangivelserne på plads. Det er sobert håndværk. Og medrivende læsning.
LÆS OGSÅ Genoversat mesterværk placerer mennesket mellem marmor og mudder
Jo Jacobsen hører utvivlsomt til danmarkshistoriens lidt oversete ’frisindsarkitekter’, og det er på høje tid, at hendes usædvanlige livsrejse foldes ordentligt ud. Jacobsen var uden tvivl en ildsjæl med hjertet på rette sted, ligesom hun faktisk var en ganske habil forfatter med den lavmælte roman ’Marsvinsjægerne’ (1928) som karrierens litterære og endnu læseværdige højdepunkt. Og så var hun ligesom rivalen Thit Jensen en furie og en fredsforstyrrer af de helt store. Hun slog en proper næve, men kunne også være både hudløs og generøs. Først og fremmest er hendes tilværelse dog et fantastisk prisme for en forvandlingsepoke, hvor det moderne Danmark tog form med kønsligestilling, velfærdsreformer og totalorgasmer i alkoverne.
Jo Jacobsen endte – ligesom ’abortlægen’ Jonathan Leunbach, hvis yngste datter er opkaldt efter hende – sine dage desillusioneret og glemt af sin samtid. Det er sørme godt, at vi nu bliver mindet om hendes bemærkelsesværdige liv og bedrifter.
fortsæt med at læse
