0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Immanuel Kants bitre tårer

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Hvad er forskellen på den rene fornuft og den sunde fornuft? For Kant at se er der ingen forskel, og hans hovedværk fra 1787, der nu foreligger for første gang i komplet oversættelse, var just et forsøg på at kortlægge den sunde fornufts anatomi og rense den for alle hånde vildskud.

Ud fra et praktisk eller biologisk synspunkt er den sunde fornuft det, der adskiller normale menneskers sans for at komme nogenlunde helskindet gennem livet fra folk som Nietzsche og van Gogh, der løb linen ud.

Filosofiens rene fornuft ligner den realistiske fornuft deri, at også den er i stand til at reflektere over sine vilkår, begrænsninger og placering i universet (modsat det monomane talent).

De græske filosoffer gjorde ikke sanseerkendelsens gyldighed til selvstændigt emne og lod sig altså ikke for alvor påvirke af det spidsfindige spørgsmål: Kan vi stole på vores sanser - sæt det hele er en illusion.

Men på Kants tid havde naturvidenskaben fejret store triumfer med Newtons fysik og Kopernikus' verdensbillede, og dermed var det anerkendt, at tingene ikke altid var, som de tog sig ud.


Kant skriver sig op mod dels den europæiske rationalisme hos Leibniz, Spinoza og Descartes, dels den engelske nøgterne empirisme. Descartes er med sin radikale tvivl den første, der tager erkendelsesproblemet op for alvor, men hans løsning af det er yderst spekulativ:

For selv om han tager udgangspunkt i, at vi i hvert fald ikke kan betvivle vor egen bevidsthed, så går hans videre begrundelse via den gode Guds eksistens som garant for vore sansers pålidelighed.

De engelske empirister nøjedes nøgternt med at beskrive vor sanseerkendelses konstruktion så at sige psykologisk - og Hume blev herunder klar over, at det ikke kunne gøre det ud for et bevis for vor sanseerkendelses gyldighed.

For skønt det jo kan være rigtigt, at vor formodning om usvigelige årsagssammenhænge beror på gentagne iagttagelser af systematiske korrelationer mellem fysiske begivenheder - som når vi lader en genstand falde til jorden ved at slippe grebet om den - så er en sådan tillært 'vane' jo ikke ensbetydende med virkelig indsigt.

Så når vi generaliserer til formodede naturlove, så svarer det til det moderne menneskes sikre omgang med computere, som de fleste af os i virkeligheden ikke begriber et suk af.

Nu kunne man jo foreslå, at siden sådanne sammenhænge eksisterer, så må det bero på dyb indre nødvendighed, altså det vi kalder 'kausalitet'. Men den køber Hume ikke, for det er jo et rent postulat, tomme ord uden tankemæssig dækning.

Hume afviste derfor såvel kausaliteten som substansbegrebet - for også tingenes substans kender vi kun indirekte som den postulerede bærer af alle de synlige egenskaber. Biskop Berkeley gik endnu videre og så i tingenes rumlighed alene en subjektiv projektion helt på linje med deres farver og lugte; også han reddede dog til sidst Morlille ved den almægtiges hjælp.


Alt dette var Kants udfordring, og han løste problemet ved at anskue den menneskelige erkendelse som et lukket spil med egen gyldighed: For hvis rum, tid, substanskategorien og årsagskategorien som en slags arketyper så at sige konstituerer det, vi kalder omverdenen, så kan man ikke sige 'omverden' uden også at sige 'rum', 'tid' og 'kausalitet'.

Omverdenserkendelsen kaldte Kant 'forstanden', mens den rene fornuft var selve den kantianske refleksion over forstandens gyldighedsdomæne. Han viste således, at mens forstanden har gyldighed inden for sit domæne, så er den frie spekulation over Guds og verdensaltets væsen i rationalisternes ånd vilkårlig og utroværdig.

Kun logik, matematik og geometri er legale frie tankeuniverser - logikken, fordi den blot udforsker, hvad der i forvejen ligger i vore egne begreber; matematik og geometri, fordi de udforsker rummet og tidens egenskaber, idet rum og tid på forhånd er mentale anskuelsesformer, der ligger før erkendelsen af noget.

Men virkelighedens absolutte væsen, som han kaldte das Ding an sich (tingen i sig selv), kan vi kun famle efter, og derfor bør vi lade være. At anskuelsesformerne og vore kategorier vitterlig kun gælder i vort omverdensspil, viser sig for Kant deri, at hvis vi tager tid og rum bogstaveligt, fører det til uløselige paradokser.

Således er det lige så absurd at påstå, at tiden har en begyndelse, som at sige det modsatte; og det er lige så absurd at tænke sig en faktisk eksisterende grænse for rummet, som at det skulle være uendeligt. Indefra kan vi således erkende, at vort omverdensspil ikke er den yderste sandhed. På denne måde foregriber Kant Wittgensteins langt senere dictum, at hvorom vi ikke kan tale, derom bør vi tie.


Der findes forskellige tolkninger af Kant, men hans løsning føles måske ikke 100 procent tilfredsstillende, hvis vor erkendelse blot er en uigennemskuelig refleks af et uerkendeligt Ding an sich.

For hvis ikke vor erkendelse griber virkeligheden i sig selv, men blot på ukendt vis korresponderer med den - så er den i grunden ikke mere bevendt end trækfuglenes og laksenes, for trods deres ypperlige navigationsinstinkter forstår de jo ikke et klap af, hvad de foretager sig. Hvis Kant har ret, er vi som blinde, men tænkende insekter indespærrede i en krystalkugle.

Derfor lod den spekulative filosofi sig da heller ikke standse af Kant, og det skulle jo blive værre endnu med de tyske romantiske filosoffer - forståeligt nok, for også Kant selv kan siges at være spekulativ, når han ophøjer sine beskrivelser af forstandens virke samt das Ding an sich til en slags dogmatik med en egen transcendental nødvendighed.

Men nu foreligger Kant altså som det ærefrygtindgydende indbegreb af tysk syntaks, systematik og grundighed - og på dansk, takket være Claus Bratt Østergaard, der undervejs har måttet løse gordiske knuder for at lette vor fordøjelse uden at snyde på vægten.

Prøv Politiken i 30 dage for kun 1 kr.

Få adgang til Politikens digitale univers, og læs artikler, lyt til podcasts og løs krydsord.

Prøv Politiken nu