Lyt til artiklen
Det er sjældent, at en digtsamling spænder over mange år. I Liv Sejrbo Lidegaards ’Manna’ drejer det sig ikke desto mindre om hele 11. Fra foråret 2013, hvor et ungt jeg flagrer over vejen, gennem sneen, ned i sengen til Simon, op i en vindueskarm, ind og ud af samtaler, til foråret 2024, hvor familiens bånd har erstattet det omstrejfende.
Selv om jeget er blevet voksent, er der stadig meget, hun ikke ved; for hvordan er man mor, når man nødigt vil give sin smerte videre? Og hvordan trøster man sine voksne forældre, når de pludselig bliver forældreløse?: »det er svært at finde nogle ord/ at sige til min mor/ jeg er ung og ved for lidt/ jeg ved ikke hvad det vil sige/ at begrave sin styrke/ og give sig til at udholde«.
