Tiden er til hysteriske skabere. Kunstnere der er af lave ligesom tiden selv. Digteren og romanforfatteren Michel Houellebecq er en sådan voldsom kunstner, en fransk successkandale der er blevet en synlig intellektuel i kraft af lige dele udkrænget skaberpersonlighed og sans for det tidstypiske tema. Man kan sammenligne Houellebecq med Lars von Trier. Begge er kunstnere som i deres produktion og personligheder afspejler at vi ikke har haft mulighed for historisk omvæltning siden 1968 (hvor meget '68 så end senere viste sig at ødelægge sine egne tilløb), og at vi ikke har haft udsigt til redelig opposition til noget som helst siden punken. Derfor er det nu i både Trier og Houellebecqs kunst svært at lokalisere punktet hvor den - ind imellem vrængende - overfølsomhed holder op og lidenskaben begynder. Houllebecq er med to romaner blevet en generationsfigur og indfrier af forventningen om samtidsromanen. Sex (udpenslet), etik i digitalalderen (ikke meget håb) og biogenetik (blød science fiction) appellerer til både pendlerlæseren og sociologen, om ikke i første omgang til professionelle litterater. Han var med i kredsen omkring litteraturtidsskriftet Perpendiculaire, som han blev ekskluderet fra, vist fordi hans politiske sympatier var en tand for tvetydige. Han appellerer til tidsåndsfølsomme gemytter, som popmusikere. Elektrogruppen AIR siger for eksempel i et nyligt interview at »vores drivkraft er frustrationen, ligesom Houellebecq«. Med fransk hang til kunstnerisk ekstremisme er han desuden i færd med at lave en kunst/pornofilm. Houellebecqs anden roman, 'Les particules élémentaires' (1998), som sidste år blev oversat til den engelske titel 'Atomized' og som kommer på Borgen i oktober, er en nutidig fortælling om et post-68 scenario, hvor markedskræfterne dominerer livets forhold. Det gælder både det almindelige hverdagsliv, videnskabelig forskning og seksualitetens område, der er blevet jagtmarken for de bedst egnede og mest solvente. Alle andre har svært ved at få noget. Vi følger to halvbrødre, Bruno og Michel, begge med et knust følelsesliv, ladt i stikken af forældrenes ligegladhed. Rammen om fortællingen er fra en fremtid, hvor mennesket - takket været Michels revolutionerende forskning - er blevet genetisk perfektioneret til at være et harmonisk og fredeligt funktionelt væsen. Fortællingen redegør for Bruno og Michels smertefulde personlige erfaringer som en redegørelse for Michels motiver til at forbedre menneskeracen.