En bog på 76 sider – det lyder ikke af meget. Til gengæld fylder den første sætning næsten tre sider! Det er jo det mærkelige og det typiske ved den norske Jon Fosse: Han dyrker de korte ord og det knappe udsagn, der så gentages – vendes og drejes – ikke til bevidstløshed, men til én lang bevidsthedsstrøm.

LÆS OGSÅ Det er Jon Fosse, der skriver en sætning

Her et udpluk af den første sætning af ’Andvake’ (2007), fornemt oversat fra nynorsk til et lige så flydende dansk:

»men indtil videre fik det være, det fik være som det var, og det var jo egentlig meget godt som det var, men hvorfor ville ingen huse dem, hvad var der galt med dem, måske kunne det hjælpe hvis de tænkte at de var viede folk og mand og kone, for tænkte de det ...«. Enerverende? Jo, lidt. Men som hos Fosse – hvad enten man nu hører hans stykker eller læser hans romaner – viser det lange af det korte sig oftest som et stykke musik, der netop i længden griber. Rytmen bliver hypnotisk: Læseren lulles ind, som i en drøm, indtil man så med ét rives ud af den igen. Et kønt juleevangelium Man skal – som den oldnordiske titel ’Andvake’ betyder – være ret årvågen! Umiddelbart har Jon Fosse nemlig skrevet et kønt juleevangelium om de to 17-årige Alida og Asle, der ikke ejer andet, ud over kærligheden, end hvad de bærer rundt på: han sin elskede violin, hun lidt mad og så det barn, som de skal have sammen. Gift er de som sagt ikke, og nogen familie eller slægt, der vil huse dem, har de heller ikke. Alidas moder lever, men har stødt hende fra sig. Og således må parret som en bedre Maria og Josef vandre rundt i efterårets kulde og mytiske mørke og finde et sted, hvor hun kan føde.