Den udkom egentlig for 105 år siden, mesteren Albert Dams (1880-1972) pudseløjerlige tidlige roman om en ung opfinder i datidens København, men den er for længst – som det store flertal af sine fæller – gledet helt ud i glemslen. Og så dog. For nu har ingen ringere end Science Fiction Cirklen, en kreds af hjemlige sci-fi-entusiaster, taget det på sig at genudgive ’Det bevingede Hjul’. Og godt, de gjorde det! For her møder Gustav Wied Fjodor Dostojevskij, og Balzac går over i Bønnelycke – og lad mig straks forklare. Dramaet handler i grunden om den geniale opfinders suverænitet over for gemene, middelmådige fusentaster, der vil kopiere og stjæle ideen. Men selve dramaet udspiller sig i den tidlige storbymodernitet, sporvogne ruller klirrende og klemtende gennem Frederiksborggade og får således et dobbelt lag.
En Pontoppidan-figur
På den ene side handler det om mediernes tiltagende magt – og magtmisbrug. På den anden side om noget så arkaisk som erobringen af en ungmøs hjerte.
I centrum står Johannes Døcker, en Pontoppidan-lignende figur, søn af inkassatoren i et forsikringsselskab, men en brillant og selvbevidst opfinder og iværksætter, på samme tid idémand og forretningsmand.
Som abonnent får du 10% rabat i Boghallen samt rabat på et Saxo Premium-medlemskab. Læs mere her.





























