Frederikke er til piger trods sin mors forargelse. Rebecca har fundet en flot fyr med råd til at forære hende bunker af dyre ting, men er de rigtige for hinanden?
Antonie har ikke haft kontakt med sin mor i årevis, og med tiden vokser savn og undren. Og Nicoline vil gerne mange ting i sit liv, men er ængstelig for en masse og ikke mindst for ikke at leve op til andres forventninger.
Der er både mange pigeskikkelser og mange sider i Mathilde Nærlands debutroman, hvor hver af de fire kvindelige hovedpersoner fortælles i jegperson et kapitel ad gangen. Alle er de fra det nordsjællandske ligesom forfatteren, der er født i 1992 og studerende på Copenhagen Business School.
Ved siden af studiet nyder Mathilde Nærland tydeligvis at skrive løs for unge og om unge, og selv om karaktererne i hendes bøger ikke står skarpe nok hele vejen gennem hendes alt andet end stramt redigerede roman, virker det både rigtigt og fint, at det fynske forlag Mellemgaard har givet hende muligheden for at få udgivet ’Se mig, skub mig, grib mig’.
Ødsel i sproget
Romanen er ødsel i sproget og i længden trættende forelsket i tidstypiske vendinger – ’seriøst’. For nu at låne et af de ord, der har kronede dage, men sikkert går over i morgen.
Men ’Se mig, skub mig, grib mig’ har især i kapitlerne med lesbiske Frederikke og selvforlegne Nicoline greb om at skrive tvivl og tvetydighed og indre udvikling ind i karaktererne. At turde og at føle sig tryg er egentlig temaer for alle fire piger trods deres forskellige udvikling.
Det er almindeligt genkendelige temaer, som her sættes i scene uden det nødvendige nærvær i hver eneste sætning, men med en stor lyst til at fortælle lige ud ad landevejen.
Kunne det være en spændende udfordring for Mathilde Nærland at blive mere personlig ved at gå helt tæt på en enkelt karakter i et lidt mere sparsommeligt sprog?
fortsæt med at læse
