0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Vor tids Dickens

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

På billedet tager han sig så net ud, André Brink.

Klædt i tweedjakke og med store briller kigger han på læseren med et blødt halvsmil. Han minder mig om en gammel tegning af den smilende unge kostskolelærer med bølget hår i en engelsk bog - også en blød person, men nedenunder stod der: »You may think I'm soft - but I'm hard, damned hard«.

Og så skal André Brinks nyeste bog også dedikeres til Eva, som giver ham morgenmad og frokost på terrassen og serverer asparges »i mange varianter«.

André Brink er en af Sydafrikas anti-apartheidforfattere - hatten af for det. Desuden er han professor i engelsk på Cape Town University - her klapper vi også. Endelig er han en bestseller-forfatter.

Hvad ligger der i det? Spekulerer man så tit på, hvad det egentlig er for en genre, hvis det da er en genre?

I hvert fald indbyder den til, at forfatteren skriver brede, underholdende, farverige romaner med handling og spændende detaljer.

Denne roman er også underholdende. Den handler om pigen Hanna X, som i begyndelsen af århundredet rekrutteres fra det tyske børnehjem 'Jesu små disciple' til en tysk koloni i Sydafrika, hvor hun anbringes på 'Frauenstein' - et fængsel, et bordel, et kloster eller et udflugtsmål for de tyske soldater. Hanna X. er grim som helvede, hendes tunge og hendes brystvorter er skåret af, hendes elendighed er uden grænser, og det er hendes had også.

På det tyske børnehjem blev hun mishandlet af præsten og forstanderen, præsten kneb hende i skamlæberne (som siden blev skåret af), og forstanderen sendte hende en uge ned i den sorte, rottebefængte kælder uden mad, men dog med service i form af en omgang prygl i døgnet.

Helt død er Hanna nu ikke, men efter ankomsten til Sydafrika kan hun selvfølgelig ikke tale mere og stifter kun venskab med den spinkle femtenårige pige Katja. Da Katja skal voldtages af en oberst på besøg, kommer Hanna hende til undsætning og myrder manden. Der er meget blod.

Nu må de to piger flygte ud i den sydafrikanske ørken, hvor gribbene sejler over deres hoveder, mens tyske soldater og lumske præster kun er ude på voldtægt, mord og det, der er værre. Men hadet holder Hanna oppe. Og da hun til sidst fanges, tænker hun på, at hun ikke vil dø - det, der skal ske, vil være endnu værre. Ingen nød, intet raseri, intet mørke, ingen skrig, ingen lemlæstelser, Hanna er nået over på den anden side af stilheden.


Historie som realitet er noget andet end historie som fiktion, har André Brink underholdt os med, og her fortæller han historie som sadisme for pensionister. Der er de gode, og der er de onde - de onde er mest perverse mænd. Jeg tænker, mens jeg læser, at jeg er holdt op med at anskue Hanna X som et menneske - hun er blevet en romanfigur, præcis som forstanderinderne og præsterne og soldaterne, og hendes skæbne er kun en model, som i al anstændig pornografi.

Det, som gør André Brink til en bestselller - omhyggeligt gennem alle årene oversat og udgivet af Lindhardt og Ringhof - er selvfølgelig hans evne til at fortælle levende og malerisk. Men også med en anelse patos.

Han er ikke rørt over Hanna X.s forfærdelige historie. Det er en fortælling om den fornedrede kvinde i det fornedrede land, og hans positive og negative statements er alle sammen lige efter bogen: De primitive sorte er gode nok, de onde, hvide, germanske forbrydere er slette nok.

Men, kære André Brink - egentlig er dét ikke godt nok. Historien anskuet som realisme er måske grusommere?

Prøv Politiken i 30 dage for kun 1 kr.

Få adgang til hele Politikens digitale univers, og læs artikler, lyt til podcasts og løs krydsord.

Prøv Politiken nu

Annonce