På billedet tager han sig så net ud, André Brink. Klædt i tweedjakke og med store briller kigger han på læseren med et blødt halvsmil. Han minder mig om en gammel tegning af den smilende unge kostskolelærer med bølget hår i en engelsk bog - også en blød person, men nedenunder stod der: »You may think I'm soft - but I'm hard, damned hard«. Og så skal André Brinks nyeste bog også dedikeres til Eva, som giver ham morgenmad og frokost på terrassen og serverer asparges »i mange varianter«. André Brink er en af Sydafrikas anti-apartheidforfattere - hatten af for det. Desuden er han professor i engelsk på Cape Town University - her klapper vi også. Endelig er han en bestseller-forfatter. Hvad ligger der i det? Spekulerer man så tit på, hvad det egentlig er for en genre, hvis det da er en genre? I hvert fald indbyder den til, at forfatteren skriver brede, underholdende, farverige romaner med handling og spændende detaljer. Denne roman er også underholdende. Den handler om pigen Hanna X, som i begyndelsen af århundredet rekrutteres fra det tyske børnehjem 'Jesu små disciple' til en tysk koloni i Sydafrika, hvor hun anbringes på 'Frauenstein' - et fængsel, et bordel, et kloster eller et udflugtsmål for de tyske soldater. Hanna X. er grim som helvede, hendes tunge og hendes brystvorter er skåret af, hendes elendighed er uden grænser, og det er hendes had også. På det tyske børnehjem blev hun mishandlet af præsten og forstanderen, præsten kneb hende i skamlæberne (som siden blev skåret af), og forstanderen sendte hende en uge ned i den sorte, rottebefængte kælder uden mad, men dog med service i form af en omgang prygl i døgnet. Helt død er Hanna nu ikke, men efter ankomsten til Sydafrika kan hun selvfølgelig ikke tale mere og stifter kun venskab med den spinkle femtenårige pige Katja. Da Katja skal voldtages af en oberst på besøg, kommer Hanna hende til undsætning og myrder manden. Der er meget blod. Nu må de to piger flygte ud i den sydafrikanske ørken, hvor gribbene sejler over deres hoveder, mens tyske soldater og lumske præster kun er ude på voldtægt, mord og det, der er værre. Men hadet holder Hanna oppe. Og da hun til sidst fanges, tænker hun på, at hun ikke vil dø - det, der skal ske, vil være endnu værre. Ingen nød, intet raseri, intet mørke, ingen skrig, ingen lemlæstelser, Hanna er nået over på den anden side af stilheden.