Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Som abonnent får du 15 procent rabat i Boghallen og 20 procent rabat på Saxo Premium. Læs mere på politiken.dk/plus.

Mænd, mod og ære

Peter Hovmands talentfulde sproglige elegance bliver indimellem til den indforståede pastiche, der dækker over noget, der ikke er helt gennemtænkt.

Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Levi er øjensynlig et naivt og godhjertet menneske som mirakuløst i modsætning til sine forældre har overlevet Anden Verdenskrigs rædsler. Måske fordi han føler skyld over denne overlevelse, måske af eventyrlyst eller måske og mest fordi han gerne vil lære både krigen og frygten at kende, melder han sig til den franske fremmedlegion.

Året er cirka 1950, og så går turen for soldater uden fædreland, men i fransk tjeneste til Fransk Indokina, det, som senere blev til Vietnam og Vietnamkrigen.

Her møder Levi soldatens lod i krig og krise ude i en både meningsløs og mekanisk junglekrig, hvor mænd med fortid i verdenskrigens umenneskelighed fortsætter noget, de kalder liv. I hvert fald i kaki og kepi under trikoloren og for et fransk imperium, som mere og mere ligner en parodi på et sådant.


Peter Hovmands lille roman 'Soldatens dans' er en særegen, sælsom og suggestiv fabel om mænd og våben. Om krigens både mentale og genetiske fascination, der giver ekko af en særlig maskulin mystik, som stadigvæk og stædigt er til diskussion, ikke mindst blandt kvinder.

Vi er altså i en mandeverden, hvor mod, ære og tapperhed er facader for begrebernes modsætninger, folkemord, afstumpethed og umenneskelighed.

Hovmand, som selv har en nutidig fortid i Fremmedlegionen, lægger ikke skjul på sine litterære forbilleder: Joseph Conrad, Ernest Hemingway og Ernst Jünger og deres indkredsninger af krigens signifikante psykologi for mænd i alle aldre.

Men han gør det godt, ja glimrende, selv om han nu og da skriver bedre, end der dybt og filosofisk er belæg og bilag for i de lange, falsk naive sætninger om det ubeskrivelige helvede i Indokina. Hans talentfulde elegance udi det sproglige kan nu og da blive til den indforståede pastiche, der dækker over noget ikke helt stringent gennemtænkt.

Men selv om dette langtfra er en bog for alle, hvermand og Palle, så giver den både frastødende og smittende signalement af krigens drabanter og deres 'danse macabre'. Så lad os nu se, om Hovmands overbevisende skrivekløe også kan kradse i emner, som handler om fredelige tider og andre mindre krigeriske stunder. Det tror denne anmelder på.

Annonce

Annonce

Podcasts

Forsiden