Lokaletnografisk gastronomi er måske ikke nogen anerkendt olympisk disciplin, men det er, hvad to tilflyttede ungkarle bedriver i Nordsverige anno 1947: På en motorcykel af mærket Diamant opsøger de flækker og udsteder, i alt 25 lokaliteter omkring landsbyen Avabäck, hvor egnsretten 'pölsa' tilberedes. Forskelligt hvert sted, men oftest med himmelsk virkning, når den smelter på tungen. Og den har vel at mærke hverken fræk fast form eller skind på. Nej, pölsa består, oplyser en leksikalsk notits, af »findelte kødråvarer, ofte indvolde, i deres eget kogevand. Hakkemad«. I kold tilstand kan den imidlertid skives og spises på fladbrød, så vi er højt hævet over millionbøf og må nærmest forestille os en sublim forening af kød- og urtekraft, skovbær og myseost, lidt svineskank og gedesmør, evt. et tiloversblevent rensdyrkranium, flækket og renset osv. En gudespise, der på én gang distancerer skotsk haggis og sønderjysk sylte med adskillige kokkehuer.
Livets pölsa
Lyt til artiklen
