Et af de smukkeste steder i Peer Sibasts udvalg af Pablo Nerudas sidste digte - fra otte samlinger, der alle blev udgivet omkring eller efter digterens død i 1973 - står at læse i udvalget fra samlingen 'Elegi', udgivet i 1974. Digteren er på besøg i Moskva, som han meget passende (men måske lidt usædvanligt for en kommunistisk præsidentkandidat) beskriver netop elegisk. Sjælens efterladenskab Nummer IX, som er et af de syv, Peer Sibast har valgt at oversætte, handler om statuer i almindelighed og digterstatuer i særdeleshed. Chileneren går fra 1800-tallets Pusjkin til revolutionens Majakovskij og slutter med denne betragtning: »Statuen er måske en muslingeskal,/ et sneglehus af marmor, bronze eller sten,/ levnet af et såret dyr som forsvandt/ og efterlod sig dette kolde relikt,/ en tom gebærde, en stivnet bevægelse,/ sjælens efterladenskab«. Vemodig humor I sin enkelhed rammer det essensen af, hvad en statue er, berører dens tragiske misrepræsentation med nøje afmålt patos - og efterlader en åbning. Nogle linjer før har Neruda med typisk lakonisk lethed og vemodig, sanselig humor påpeget, at rytterne på andre statuer end ikke får lov at stige ned for at få noget at spise. Ellers er Neruda ikke helt på hjemmebane i Moskva, hvor han mærker, at ikke alt er vel, at de ægte kunstnere har måttet flygte og der kun er plads til de småborgerlige, men hvor han også instinktivt forsvarer en yngre digterbroder, Jevtusjenko, »mod de nye filistre«. Et liv i eksil Pablo Neruda (navnet er et tjekkisk inspireret pseudonym) blev født i 1904 i det sydlige Chile, skrev digte allerede i skolen og slog igennem i 1924 med 'Tyve kærlighedsdigte og en fortvivlet sang', som kom på dansk i 1979. I trediverne blev hans politiske engagement stærkere, han angreb den 'rene' poesi, skrev selv prosaiske digte med »lugten af liv«, havde kontakt med spanske forfattere, herunder Lorca, og deltog i borgerkrigen på republikansk side. Lige efter digterbogen. Samtidig var han sit lands konsul i både Indonesien, Buenos Aires, Spanien, Paris og Mexico i årene indtil 1943. I 1950 kom det episke digt-hovedværk 'Canto general' (på dansk 'Den store sang', 1974) om det amerikanske kontinents historie. Han måtte leve i eksil indtil 1952, da kommunistpartiet var forbudt i Chile, men stillede op som kommunisternes præsidentkandidat i 1969, samtidig med at han støttede sin ven socialisten Salvador Allende. Allende omkom under stormen på præsidentpaladset 11. september 1973, og Neruda døde 12 dage efter af kræft på et hospital i Santiago de Chile. Næser af sten Neruda er en af verdens mest kendte og populære digtere, han fik nobelprisen i 1971, og der er udgivet adskillige ting af ham på dansk, bl.a. selvbiografien, 'Jeg bekender, jeg har levet', i 1974. Men nu får en ny generation også sit Neruda-udvalg, i en oversættelse, der virker så tillidvækkende og kongenial, at man glemmer, det er en oversættelse. Det sker ellers (for denne læsers vedkommende) yderst sjældent - og er da også bygget på en fornemmelse snarere end kendskab til originalen. 'Sidste digte' åbner med 'Den adskilte rose' (udgivet 1972), som i 24 digte om skiftevis 'Øen' og 'Menneskene' beskriver et turistbesøg på Påskeøerne med de gådefulde kæmpestatuer (annekteret af Chile i 1888). Her er Neruda både så konkret, at vi følger flokken og ser den for os: »vi lod os befordre af kæmpegæs af aluminium,/ siddende korrekt på sæderne, nippende til stærke drinks/ for at stige ud som kolonner af velvilligt stemte maver« - og samtidig løfter han sig og os i en blanding af lune, selvkritik, ærefrygt og vellykkede plastiske beskrivelser af disse »næser af sten«, som for øvrigt ligner hans egen at dømme efter de fotografier, der også er i 'Sidste digte'. »Rene hoveder, monumentale,/ på høje halse, med strenge blikke/ og gigantiske fremstrakte kæber/ i deres ensomheds stolthed,/ skikkelser,/ arrogante skikkelser,/ tankefulde«. Danske valmuer Se, nu har jeg berørt to af de otte samlinger i 'Sidste digte'. Man kunne også have skrevet om det enkle digt 'Min hund er død' fra 'Vinterhave' eller det hjerteskærende 'Slutning', der må være skrevet ved den elskede og i en hel samling ('Kaptajnens vers') besungne hustru Mathildes død: »Det var så smukt at leve, da du levede!«. Eller man kunne opholde sig ved de meget ofte genkommende floder i Nerudas digte eller bølgerne og det næsten altid tilstedeværende hav, oceanet kaldet. Neruda er en hel verden, og man kan næsten bo i denne dejlige bog. Man kunne også - som et sidste eksempel - fordybe sig i 'Spørgsmålenes bog', hvor der er ubesvarlige spørgsmål for enhver smag og stemning og fordybelse, såsom »Hvorfor begår bladene selvmord,/ når de føler, de bliver gule?«, »Hvor mon regnbuen ender,/ i din sjæl eller i horisonten?«, eller »Hvilken farve har duften/ af violernes blå gråd?«. Men også et enkelt besvarligt: »I hvilket vestligt monarki/ flages der med valmuer?«. Det er da Danmark, ikke?