En kendt kvindelig tv-vært findes myrdet i sit hjem. Næsten i det bare ingenting og med munden blodfyldt gabende. På bordet foran hende ligger hendes tunge, nok så nydeligt kløvet og stukket ned i et pænt foldet stykke papir. Tv-personligheden var kendt som en af dem, der lytter medfølende og evigt tørstende efter mere, mens folk for åben skærm afslører deres mest private sorger og tanker. Det er spektakulært mord, som åbner Anne Holts roman 'Det som aldrig sker'. Det skal blive mere bizart. En række følgende mord har hver sit særpræg. Hører de sammen? Billig Hollywoodgyser Politiet og hermed også kriminalbetjent Yngvar Stubø er i vildrede. Han har brug for sin kone, psykologen Inger Johannes hjælp. Det er hende, Holt skrev om første gang i 'Det der er mit'. Også da var Inger Johanne ikke meget for at bruge den viden, hun har fået som profiler i FBI. Hendes mentalt handikappede datter er nu ni år, og hun er netop blevet mor til en lille ny, som hun ruger over som en ulvinde. Inger Johanne er en kvinde i sine mørkeste tankers vold, og det smitter af på romanen, der virker misantropisk, mørk og meget, meget konstrueret. Der er noget billig Hollywoodgyser over de mord, og det fik min interesse til at dale betragteligt, som de skred frem. Men der viste sig omsider en grund til konstruktionen, om end den ikke hjælpes på vej af de indlagte mellemspil med morderens tankegang. Den morder er en noget utroværdig personage. Skriger på en filmatisering Det realistiske kommer udelukkende ind via Inger Johanne og Yngvar, den lille sære datter, og familiens indbyrdes forhold. Anne Holt, jurist, politiadvokat og norsk justitsminister i godt tre måneder i slutningen af 1990'erne, er ofte blevet rost for sin detaljerede viden om politiets arbejde og for sin sociale bevidsthed. Ingen af delene giver sig til kende i denne krimi. Det er showtime, og det er der ikke noget galt med. 'Seven' var jo også en spændende film. Men skal bogen ses som en kritik af et mediefikseret samfund, hvor den hurtigste taleboble altid vinder, må man sige med et gammeldags udtryk, at den, der graver en grav for andre, selv falder i den. Således også Anne Holt med denne effektjagende beretning, der selvfølgelig skriger på en filmatisering.