»Enhver, der ikke er tysker, har et bedre udgangspunkt«, sagde den 68-årige tyske maler Georg Baselitz i et interview til Politiken forleden; og henviste til den arv af »belastende omstændigheder«, som børn og børnebørn af Nazityskland angiveligt slæber rundt på og i en eller anden forstand »hæfter for«. Hvad dette kollektive tyske traume i dag kaster af sig af politisk kunst og kritisk tænkning, står Baselitz' 'omvendte' malekunst selv som et velkendt eksempel på. Alligevel er det uomgængeligt - også for ikketyskere - at vende tilbage til traumets udspring i 1930'ernes Tyskland. Igen og igen. Og det gør så - helt aktuelt - forfatteren Marina Cecilie Roné (f. 1967) i novellesamlingen 'Blomsterbørnene'. Med vanligt gehør for den mindste mislyd i en moders stemme eller det forsonende i et gammelt ægtepars uudtalte ord leverer Roné atter forfinet prosa. Nedarvedet had Hun sætter formfuldendt og modigt af med åbningsnovellen 'Easy Jet', henlagt til vor egen kosmopolitiske tid. Her provokeres den flyrejsende danske Johanna af mødet med et klumset tysk ægtepar til at se det nedarvede tyskerhad lige i øjnene. Johanna føler sig ikke specielt knyttet til den nationale identitet, der følger med rødbedepasset, hører vi. Til gengæld opstår der, som hun sidder dér presset ned i flysædet med en tysker på hver side og en bog om Auschwitz i skødet, helt akut den voldsomt behagelige og afstivende erkendelse: Hvor er det godt, man ikke er tysker. Hverdagstableauer Denne interessante sidekonsekvens af det tyske traume - at nabolande som Danmark har travlt med at lune sig ved de ugerninger, man ikke har begået, vender Roné desværre ikke tilbage til i de følgende otte noveller. Til gengæld gennemspiller hun en række små og slemt fascinerende hverdagstableauer fra den tyske hverdag i årene efter Hitlers magtovertagelse. Vi møder den kvindelige retsmediciner, der lægger læbestift på og glæder sig over sine lig og tanken om at »gå en strålende fremtid i møde«, mens de første bomber brager om ørerne på hende. Og vi følger forventningens glæde hos en pige, der - i håb om et af de sjældne kærtegn - hjælper sin mor med at binde blomster til 62 hagekors. Men også den jødiske tandlæge, der fredsommeligt pusler med at få den gule stjerne indfældet i sit fine dørskilt, har Roné fanget i en på ét niveau stilfærdig, på et helt andet niveau voldsomt dramatisk situation. Hun skriver - og vi læser - tynget af vor historiske viden, de uhyrlige konsekvenser ind i de små begivenheder. Anderledes kan det vel heller ikke være? Bagklogskab Derfor er det også falsk varebetegnelse, når forlaget skriver, at Marina Cecilie Roné går til stoffet »fordomsfrit«. Overalt træder bagklogskaben frem med alvorlig mine og bremser læseren - og måske også forfatteren - i tilløbet til at stå ansigt til ansigt med tabuet over alle tabuer: den menneskeliggjorte nazist. Man lukker ganske enkelt den måske farligt tænkte, men forsigtigt skrevne novellesamling i med et lettelsens gys: Godt man ikke var tysker.