Nogle bøger går i blodet. Ivan Turgenevs ’Forårsbølger’ fra 1872 er en af dem. Og intet kunne være mere rigtigt af forlaget Jensen & Dalgaard end at genudgive den i Vilhelm Møllers oversættelse fra 1873, selv om han oversatte den fra tysk og ikke originalsproget, russisk. Men det var den, Georg Brandes læste og omsider måtte overgive sig til – han kunne næppe finde den store handling, ingen stor debat, men dens knusende realisme må alligevel have vist nogle nye veje ind i livet. Det var den, J.P. Jacobsen læste. Og Herman Bang! Jeg har ikke svært ved at forestille mig, at det kunne være Turgenev og især ’Forårsbølger’, der gjorde det muligt for Bang at formulere sin særlige impressionisme. Bang var vild med Turgenev.
Det meste af det, jeg er vild med hos Bang, finder man i ’Forårsbølger’. Personer, der lever, handler og taler, ting, der ikke siges, men alligevel er der. Fortælleren, der kan foregive bare at beskrive, men som også føler alt for sine karakterer. Ingen dvælen, ingen forklaring, bare store åbne døre ind til mørket i sjælen. Intet kan gøre én så herligt sentimental som Bang. Eller Turgenev.
