Selv om man læser canadiske Emily St. John Mandels sjette roman, ’Stilhedens hav’, uden at have nogen anelse om, hvor den vil hen, er den en fængslende læseoplevelse. Det skyldes ikke mindst, at Mandel rent sprogligt er i topform. Så kan man tilgive meget – også den spekulative sci-fi-konstruktion.
Til at begynde med regner jeg med, at der er tale om en roman om en britisk aristokrat Edwin, der er blevet tvunget til at emigrere til Canada i 1912 efter at have fornærmet sin rige familie af britisk-indiske kolonialister. Han har planer om at slå sig ned som »gentleman og landmand«, men spilder i stedet tiden med at gå ture på stranden, betragte havet fra verandaen og spille skak. Allerede her begynder en roman, der handler om at ville kontrollere eller finde mening i tid og rum, at tage form:
