Lyt til artiklen
Pete Townshend har altid følt sig udenfor. Som barn blev han sendt væk for at bo hos den demente bedstemor Denny, i skolen passede han ikke ind, og på kunstskolen tvivlede han på egne evner.
I bandet The Who følte han sig isoleret, når de andre ordnede groupier uden skrupler, og da han endelig kunne se tilbage på sin afgørende rolle i støbningen af rockmusikkens rebelske fundament, følte han sig misforstået. Når den unge Townshend aften efter aften smadrede sin guitar på scenen, var det ikke for at demonstrere antiautoritær vrede, men for at skabe en skulptur og en avantgardistisk overskridelse til ny musik.
