Før White Lies fik det navn, de har nu, hed bandet Fear of Flying.
Et ikke så lidt ironisk navn til et af de senere års mest himmelstræbende engelske rockbands. Hvis White Lies var et flyselskab, ville der i hvert fald være tjek på tingene.
Servicen ville være strømlinet, man ville komme af sted til tiden, og selskabets fly ville være som seriøse metalfugle i de åbne himmelvidder.
For i White Lies er der højt til loftet. Uden at det nogensinde for alvor bliver sådan rigtig farligt. Hvilket er glimrende, når man er et flyselskab. Og knap så heldigt, når man er et rockband.
LÆS OGSÅ Hypede briter bringer intet nyt til rockfadet
Og selv om trioen bliver mere synthesizerglade for hver ny plade, kan de ikke løbe fra det. White Lies er et rockband. Men et rockband, der slår et stort brød op uden at have så meget at putte i det. Og det kommer der et lidt kedeligt brød ud af.
Puster Muse i nakken
Med en slagkraftig cocktail af postpunk, store omkvæd og en ukuelig forkærlighed for ubønhørlige lydbølger af synthesizere har White Lies ellers på bare lidt over fire år slået sig fast som et af Englands største unge rockbands, der på stadionskalaen ligger lige dér, hvor man kan puste Muse i nakken.
Og at dømme efter White Lies’ tredje album, ’Big TV’, er det ikke en magtbalance, der kommer til at tippe foreløbig. Dertil er White Lies simpelt hen for pæne.
Det er dog en glædelig nyhed, at bandet har fralagt sig den lidt teenageagtige fascination af det morbide, der prægede de to første plader. I hvert fald handler bandets nye dusin sange mere om liv end om død.
Og selv om de skjuler det lidt for godt, er der rent faktisk tale om et konceptalbum om noget så fjernt fra rockmusikken som emigration fra øst mod vest.
Det er noget med en ung kvinde, der er flyttet til storbyen, hvor hun har brugt alle sine penge på en lille seng og et stort tv, og som nu mangler nogle sunde værdier i livet.
Handling og budskab fortaber sig
Det er ikke det mest sindsoprivende udgangspunkt for en rockplade. Men hvad værre er, White Lies formår slet ikke at folde historierne ud, som albummet skrider frem.
Og det er en skam, for det betyder, at man som lytter lades i stikken med nogle sange, der rent tekstmæssigt forvirrer. For hvem er det, der ringer til hvem på ’First Time Caller’?
Kendt rockband afviser sagsanlæg om plagiatAlt, vi får at vide, er »She said, I was a first time caller, but a long time listener/ And I’ve been waiting a while to talk to you«.
Det er noget med et radioprogram. Men ellers fortaber både handling, budskab og kontekst sig i tåger af højstemte adjektiver og en mildest talt besynderlig metafor som »Falling/ Like trash from the sky«. Hvor kom dét fra?
Især manglen på kontekst er katastrofal. For hvad skal man med et konceptalbum uden et synligt koncept?
Ærgeligt med automatpilot
Heldigvis for White Lies er konceptet så godt kamufleret, at det kun for alvor er den aparte kærlighedssang ’Mother Tongue’, det synthesizerindsovsede åbningsnummer ’Big TV’ og den førnævnte ’First Time Caller’, der for alvor falder igennem i forhold til konceptet.
Men det er hverken konceptet eller manglen på samme, der er problemet her. Det er den ærgerlige automatpilotfacon, White Lies forsøger at skrive store rocksange på.
LÆS ANMELDELSE Efterårsvissen Rodriguez lagde låg på sin karriere
Her er både patos og synthesizer skruet op på 11. Alligevel sidder man tilbage med en tom fornemmelse.
Solide sange som ’There Goes Our Love Again’ og ’Be Your Man’ viser ellers en farbar vej ud af både dødsfascination og konceptforvirring.
Men lige nu er der desværre mere flyselskab end rockband over de engelske ynglinge.
fortsæt med at læse
