Det er selvfølgelig fordomsfuldt, grænsende til dumt, af mig, men jeg kan ikke lade være med at tænke på, at denne romans stof –en datters beretning om sin ustabile, elskede, ulykkelige og døde mor – ville være faldet anderledes klægt ud i en amerikansk forfatters version. Det er, som om franskmændene kan æstetisere, psykologisere, intellektualisere og mytologisere biografisk stof med særlig smag og en blanding af selvoptaget vovemod og musikalsk mådehold. Seneste eksempel på dansk er Emmanuel Carrères 'Limonov'. Og nu Delphine de Vigan, som ikke før er udkommet på dansk, men er kendt og prisbelønnet i Frankrig.
Nye højder
En januarmorgen finder den godt fyrreårige forfatter sin knap tyve år ældre mor, flere dage efter at denne har begået selvmord.
Det er chokerende – og meget organisk... Da hun er kommet sig – eller for at komme sig – begynder hun at stykke materiale sammen til at skrive om sin mor »som snesevis af forfattere før mig«. Delphine de Vigan gør sig ingen illusioner om originalitet. Til gengæld formår hun med sit sprog og sin strukturering af stoffet at hæve det fortærskede emne til nye højder.
Hendes mor, Lucile, var født i 1946 som tredje barn i en stor og frodig familie med barnedød, selvmord og skeletter i skabene. Kontrasten i den foregående sætning er reel: LÆS OGSÅUselvisk handling bliver til nedslående historie Hjemmet er en blanding af venstreorienterede hippienormer, reklamebranche og borgerligt patriarkat med store måltider og harmoniske kønsroller mellem forældrene; en bror drukner som 6-årig, en plejebror dør af autoerotisk kvælning som 15-årig, og en tredje skyder sig som 28-årig, og endelig er der indicier på, at den karismatiske far voldtog den 16-årige Lucile.
