Et halvt mirakel. Hverken mere eller mindre. Sådan lød vurderingen fra Politikens Steffen Larsen, da han i sidste uge anmeldte Marjaneh Bakhtiaris roman 'Kald det, hvad fanden du vil'. Den 25-årige forfatter er født i Teheran, men har boet i Malmø siden hun var syv. Hun er så svensk som nogen, og kun hendes næsten blåsorte hår og de meget mørke øjne antyder, at hendes forældre formentlig er født et godt stykke syd for Skanör. Men når man læser hendes roman, er man ikke i tvivl om, at den iranske baggrund stadig er vigtig. »Den kommer helt ind i integrationens mindste tandhjul, som aldrig passer til hinanden«. »Bogen er en grov og kærlig og meget, meget morsom beretning om at være en slags deltidssvensker på lånt tid«, skrev Steffen Larsen. Sprogforbistring Bakhtiari skriver om den kvindelige kernefysiker, der allernådigst af Arbejdsformidlingen kan få lov til at 'videreuddanne' sig til pædagogmedhjælper. Om den åh-så-forstående svenske kvinde, Pernilla, der ser sønnens iranske kæreste som et krydderi, hun kan drysse på sin egen hverdag. Om sprogforbistringen, når en iransk kvinde op til ferien ønsker en mand god rejsning. Om Sverige, det aflange land, som man kan kalde Switzerland eller Schweiz. 'Kaldt det, hvad fanden du vil', som det hedder i romanen. Og hun skriver om Bertil, en svensk udgave af en mavesur fremskridtsmand, der konstant råber, at alle de fremmede bare har at sige tak, ja, de har. Med andre ord - en ung, kvindelig repræsentant for de nye svenskere, og ikke overraskende har de svenske medier kastet sig over hende med en lige så stor appetit som læserne, som har købt de første 20-30.000 bøger. Hvilket råd ville hun give integrationsministeren? Er det seneste udspil ikke for dårligt? Kan hun ikke skrive en klumme i avisen om, hvordan 'de', altså de nye svenskere, har det i dag? Svaret er kontant. Nej. »Jeg vil ikke tale for nogen, for vi er så forskellige. Jeg kan slet ikke forstå, hvordan andre kan påtage sig sådan en rolle, for hvem er 'vi'. Jeg ønsker heller ikke, at andre taler på mine vegne«, siger Marjaneh Bakhtiari. Mødet med svenskerne Hun arbejder selv som freelancejournalist for Sveriges Radio i Malmø, så hun ved, hvordan medierne elsker at have en person eller en stemme, som de kan bære ud til læsere og lyttere, når bestemte sager er på dagsordenen. »Det er jo altid de samme fem, der udtaler sig«, siger hun. Det seneste år har man i Sverige fået flere forfattere, der groft sagt fortæller historier om 'mødet med svenskerne', ligesom Monica Ali, Zadie Smith og Hanif Kureishi har fortalt om deres møde med det britiske samfund. Men hvorfor er det først nu, bøgerne kommer i Skandinavien? »Det handler vel om, at man skal nå en vis alder, før man gør det, og man skal have trangen til at udtrykke sig«. »I dag skriver unge nok i virkeligheden mere, end de nogensinde har gjort, men det er på sms og på mail, og når de udtrykker sig, sker det ofte i musik eller lignende. Mange skriver jo sangtekster, mens de ikke bliver tiltrukket så meget af skønlitteraturen«, siger Marjaneh Bakhtiari. Tv-narkoman Det sidste kender hun fra sig selv. Ikke fordi hun synes, det er svært at skrive, for hun har altid været den, der afleverede femten sider, når læreren bad om fem. Men for hende har mødet med skønlitteraturen ofte været forbundet med tvang. Og alenlange beskrivende scener, der aldrig kommer til sagen. »Jeg har aldrig været en læsehest. Jo, faktabøger og historiebøger, men aldrig skønlitteratur, som lærerne altid ville have, vi skulle analysere«, fortæller hun. Dybest set ville hun langt hellere have fortalt sine episodiske historier som en film, men da det er både dyrt og besværligt at realisere, valgte hun at skrive en bog. »Det svære er ikke at skrive. Det svære er at finde noget at skrive om, men det kan man jo lære på tv - jamen, det kan man faktisk«, siger hun og griner selv over sit svar. Marjaneh indrømmer blankt, at hun har været en typisk ung svensk tv-narkoman. Alt har hun slugt. Ikke mindst serier. Da hun på et tidspunkt havde en slægtning fra Iran på besøg i Malmø, morede de to sig med at sidde og regne replikkerne og slutningerne i Jerry Seinfeld-showet ud på forhånd. Det er heller ikke noget tilfælde, at hendes bog ikke er en traditionel roman, men mere sidestillede afsnit. Man kan roligt få associationer til Frasier, Seinfeld og Simpsons, og den indlagte humor i hvert eneste kapitel er lige så bevidst placeret, som den er på tv. »Humoren har jeg nok fra serierne, for jeg har set sindssygt meget tv. Når alt det andet var slut, så jeg tv-shop, hvor jeg kunne fascineres af en eller anden kniv, der kunne skære gennem et bord«, siger Marjaneh Bakhtiari - og så griner hun igen. I dag har hun ikke noget tv. Det stjal for meget af hendes tid. Derfor har hun afskaffet det. Ligesom mobiltelefonen, som hun til vennernes irritation også har sagt farvel til. I hvert fald en tid. Inspiration fra medievirkeligheden Marjaneh Bakhtiari understreger hele tiden, at bogen på ingen måde er hendes egen dagbog, men at hun har fundet stoffet til sine episoder ved at følge intenst med i de svenske medier. Pigen Bahar, der får en svensk kæreste i Magnus, er derfor heller ikke Marjanehs egen historie, ligesom hun også selv synes, hun har haft en nærmest problemfri opvækst i Malmø med sine forældre, der flygtede fra Iran i 1988, da landet var i krig med Irak. Hun har heller ingen akademiske forældre som i bogen, og de mere eller mindre sympatiske karakterer har hun hentet i medievirkeligheden. Ideen til den noget fremmedfjendske pensionist, Bertil, dukkede op i et program på Svensk P1, hvor lytterne kunne ringe ind. Her var det dog ikke en gammel mand, men derimod to gamle kvinder, der i munden på hinanden råbte deres utilfredshed ud mod indvandrerne. En anden ide fik hun, da to indvandrerdrenge i bussen masede sig ind foran en gammel mand. »Uden at sige et ord stirrede han så intenst op dem, at jeg spekulerede over, hvilken historie han mon ville fortælle om det, når han kom hjem«, siger Marjaneh Bakhtiari. Modsætninger mødes Helt bevidst har hun i bogen sat modsætninger op over for hinanden, og de fleste af personerne - om de så er svenske eller iranske - er ret selvoptagne. »For mig har det været vigtigt, at bogen skulle være underholdende. At man ikke skulle tage den alt for bogstaveligt, men hele tiden være klar over, at eksemplerne ofte var overdrevne i forhold til virkeligheden«. »Der skulle ikke være ofre, og læserne skulle heller ikke synes, det var synd for nogen. Ja, nogen var på et tidspunkt flyttet fra et land til et andet, og sådan var det altså. Der skulle heller ikke være gennemført onde personer. Heller ikke Bertil. Han er jo bare en bitter mand, hvis liv ikke blev, som han ønskede sig«, siger hun. Som forfatter har hun ikke tænkt specielt meget på læserne, men hun har været meget bevidst om, at hun gerne ville lave sjov med svenskernes åh-så-inderlige velvilje. Ikke mindst folk, der siger, de ikke har fordomme. Forudsigelig debat »De seneste fem år har vi haft en debat om mangfoldighed på alle mulige områder, men især med fokus på det multikulturelle. Og der er blevet diskuteret så meget, at man på forhånd ved, hvad alle vil sige. Det virker, som om der er langt større vilje til debat, end der er til forståelse«, siger Marjaneh Bakhtiari. Hun synes, mange er aldeles forvirrede i al deres velvilje. De går langt mere op i at finde ud af, hvilke betegnelser de skal hæfte på de nye svenskere, end hvad disse folk egentlig står for. »Først var det udlændinge, så gik man over til at kalde dem indvandrere, inden man begyndte at kalde dem svenskere med anden etnisk baggrund end svensk. Så talte man om svensk-iranere eller iransk-svenskere«. Hvad foretrækker du selv?

»Jeg siger bare menneske. Det plejer at være godt nok«, siger Marjaneh Bakhtiari. Hun mener, den store fokusering på integration vil aftage med årene, efterhånden som nye generationer vokser op. Nye årgange, som har fundet det helt normalt, at deres klassekammerater har et navn, der ikke er klingende svensk. »Men der vil altid være en Bertil og en Pernilla«, siger Marjaneh Bakhtiari.