I gang. Kaspar Colling Nielsen skriver sin fiktion i hånde i sortrøde kinanotesbøger.
Foto: Lærke Posselt

I gang. Kaspar Colling Nielsen skriver sin fiktion i hånde i sortrøde kinanotesbøger.

Interview

Kaspar Colling Nielsen: »Man er ligesom lammet«

Opfølgeren til 'Mount København' har Kaspar Colling Nielsen haft svært ved.

Interview

I tidens mest syrede bog, ’Mount København’, giver Kaspar Colling Nielsen i 17 foruroligende, fantastiske fortællinger en guidet tur til livet på det 3.500 meter høje bjerg, som Danmark har ladet opføre på Avedøre Holme.

Bjerget har været 200 år undervejs og bidrager til betydelige ændringer i den danske natur – med nye klimazoner og dyrearter, såsom den letfodede ’danske bjergged’.

Samfund og befolkningssammensætning påvirkes også, blandt andet flytter Københavns grønlændere op på polarkalotten, hvor isbjørne og sæler sættes ud med jagt og turisme for øje.

Gakket? Absolut. Men slet ikke så gakket som verden indimellem er, mener Kaspar Colling Nielsen.

90 meter højt bjerg på Amager
Og måske heller ikke så langt fra virkeligheden, som man skulle tro, nu hvor der er planer om at opføre et 90 meter højt bjerg på Amager.

Projektet er tegnet af Bjarke Ingels Group og går ud på at pakke Amagerforbrænding ind i en frodig, transparent skal med form som en 90 meter høj skibakke.

En ide, som Kaspar Colling synes, er »megafed«:

»Jeg glæder mig til at stå på ski på Amager. Bjarke Ingels er fantastisk til at virkeliggøre grandiose projekter. Jeg håber, at hans næste projekt bliver et rigtigt bjerg«.

Fra det grønne spisebord i Kaspar Colling Nielsens køkken er der en fin udsigt ud over byens tage.

De holder en regelmæssig højde på en fire-fem etager, så et bjerg eller en skibakke på Amager vil man nok kunne se herfra.

Men det var ikke udsigten, forfatteren blev inspireret af, da han skrev ’Mount København’.

Tværtimod skrev han sin prisbelønnede københavnerfantasi ude på bagtrappen, med en kop kaffe balancerende på øverste trin, en smøg i munden og en kinesisk notesbog i skødet.

»Jeg stod op fem-halvseks, for så havde jeg lige to timer, inden børnefamilien startede op. Og så kunne jeg også ryge, mens jeg skrev. Det var sådan, den bog blev til«, siger Kaspar Colling, hvis familie består af hans kæreste, deres børn på seks og ni år og katten med det litterære navn Peter (Pan).

Verdens første flyvemenneske
Efter ’Mount København’ skete der en masse, først gode anmeldelser, så Debutantprisen 2010, og lige nu arbejder Kaspar Colling Nielsen fuld tid på skrive manus til en tv-serie over bogen.

Anders Morgenthalers filmstudie Copenhagen Bombay har købt rettighederne, og Danmarks Radio er interesseret.

LÆS OGSÅ

Hovedhistorien bliver den om Jan Peter, der gennemgår en række komplicerede korrigerende indgreb (blandt andet amputeres begge ben, og hudstykker monteres mellem ryg og underarme), så han kan blive det, han altid har villet være: verdens første flyvemenneske.

»Med alle ti afsnit svarer det til, at jeg skal skrive fire film. Det er en stor mundfuld, men det er sjovt«, siger Kaspar Colling Nielsen.

Men det er ikke kun fysisk, debuten fylder meget i Kaspar Colling Nielsens hverdag. Den fylder også så meget oppe i hans hoved, at han har svært ved at slippe den og komme videre.

Det er derfor, han ikke for alvor er kommet i gang med den svære toer, og det frustrerer ham.

»Det er ikke, fordi jeg er bange for at overdænge markedet, at jeg ikke har skrevet den endnu«, smiler han gennem irritationen:

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Jeg ville faktisk rigtig gerne have skrevet den nu. Min ambition var at være i gang med toeren, inden etteren kom ud. Men det kunne jeg simpelthen ikke. Det er en meget stor ting at få sin første bog ud, især når det er noget, man har haft som ambition i mange år. Det havde også været rigtigt slemt, hvis den ikke var kommet ud«.

»Man er ligesom lammet«
Så Kaspar Colling Nielsen synes faktisk, at den svære toer er rigtig svær.



»Efter ’Mount København’ udkom, havde jeg en periode, hvor jeg var arbejdsløs og på a-kasse. Det var ærgerligt økonomisk, men ideelt i forhold til at skrive, jeg kunne bare ikke. Overhovedet ikke! Så blev jeg ansat på Copenhagen Bombay og kom i gang med filmmanuskriptet, det kunne jeg til gengæld sagtens skrive«, siger Kaspar Colling Nielsen og filosoferer videre:

»Jeg ved sgu ikke, hvad det er. Måske har det været så svært at slippe ’Mount København’, fordi den har været så stor en del af mit liv i flere år, hvor jeg har snakket om den, været frustreret over et eller andet møde, der blev udsat på forlaget, eller over nogen, der skulle have ringet, som ikke ringede. Alt ... meget ... handler om den bog, man gerne vil have ud«, siger han, og tilføjer:

»Man skal også lige tage sig sammen til at begynde på et nyt projekt, nu hvor man ved, hvor stort et arbejde det er at skrive en bog«.

Han er dog så småt kommet i gang med det, der nok bliver hans toer, og han har besluttet, at han ikke længere gider stresse over den.

»Det må tage den tid, det tager, jeg gider ikke skrive en dårlig bog for at skulle forcere et eller andet, så hellere vente på, at jeg har noget, jeg synes er vigtigt. Jeg var også langsom med at komme i gang med den første. Det er, som om der er en fase i starten, hvor man skal finde sin stil og det sprog, man gerne vil skrive i. Der er et meget omstændeligt tilløb op til, at man kan blive effektiv. For man skal være effektiv, når man skriver så meget om, som jeg gør. Med omskrivninger bliver det til over 1.000 sider, så jeg skal være produktiv, ellers tager det for lang tid. Men jeg har rigtig meget lyst til at komme i gang med nummer to«.

Forlagene er for langsomme
Faktisk er der noget, som kunne have gjort det lettere at komme i gang med toeren.

Kaspar Colling Nielsen trækker lidt på det, for han er en flink mand og vil nødigt fornærme nogen, men jo, han synes, forløbet med den første udgivelse var for langt.

»Fra jeg afleverede bogen hos forlaget, til den var på gaden, gik der halvandet år. Den tid kunne jeg have brugt til at skrive«.

Det, der især var frustrerende, var den lange periode, hvor han ikke vidste, om forlaget ville udgive bogen eller ej, husker Kaspar Colling Nielsen.

»Man er ligesom lammet i den ventetid og kan ikke begynde på noget nyt. Det er også et underligt magtforhold at leve i, Gyldendal går jo ikke ned uden mig, men jeg har brug for dem«.

På de fleste af forlagenes hjemmesider står der, at man, når man har sendt et manuskript ind, vil få svar i løbet af 6-8 uger.

»Men i realiteten går der et halvt år. Man er med i et langt opløb, til sidst er man blandt de 50 manuskripter, forlaget kigger nærmere på, så blandt de 20, og til allersidst skal de på redaktionen blive enige om de to- tre-fire, nogle gange kun én, der skal debutere«, siger Kaspar Colling Nielsen.

Han håber, det er et problem, der især knytter sig til den første bog. Og han forstår også godt, at det tager længere tid at læse manuskripter end at bedømme et band ud fra et demobånd. Men alligevel:

»Jeg synes godt, at forlagene kunne blive bedre til at overholde tidsrammerne. Man er meget sårbar, når man står der med sin første bog, og det ville være fantastisk, at hvis der står 8 uger på hjemmesiden, at de så ringede tilbage efter 8 uger. Det er ikke et problem at få klar besked, det er mere et problem med ikke-beskederne«.

Forfatter som traumatiseret barn
Noget toeren i al fald ikke skal være, er selvbiografisk. Mange forfattere tager af hovedstolen, men ikke Kaspar Colling.

»Det ligger mig ekstremt fjernt at skulle skrive om mit eget liv. Selvfølgelig bruger man erfaringer og ting, man har hørt, men det ligger mig fjernt for eksempel at skrive om min barndom. Alle forfattere gør det jo på et tidspunkt. Det nye er nok, at man skriver om sig selv som det første og ikke som det sidste«.

Han funderer lidt over det.

»Det er, som om den fine litteratur i øjeblikket centrerer sig om forfatteren som traumatiseret barn. Den her selvindsigt i forhold til, hvordan vi bliver ødelagt af vores barndom, er ekstremt freudiansk, men også ekstremt mainstream, synes jeg. Vi ser det også i film og tv-serier; hver gang en person skal udvikle sig, går det gennem fortiden. Ofte ser vi slet ikke, hvad der sker efterfølgende – det er alene kampen med fortiden, der står i centrum. Fortiden er en determinerende faktor, det er, som om vi kan aldrig komme videre. Det er ikke, fordi jeg siger, at fortiden ikke spiller en kæmpestor rolle i vores liv, det gør den selvfølgelig, men det er ikke det samme, som at man skal allokere al sin tid til at tænke over den«.
I Sigmund Freuds klasseværelse

Litteratur og film har siddet for længe på første række i Sigmund Freuds klasseværelse, mener Kaspar Colling Nielsen.

»I 1950’erne ramte freudianismen et niveau i avantgardekunsten, Bergman og Hitchcock brugte eksplicit psykoanalytiske modeller i deres film, og derfra blev den udbredt som almindelig folkloretænkning – det blev en almindelig referenceramme i forhold til at forstå sit eget liv. Men jeg tror også, at Freuds påvirkning er ved at dø ud, for der er ikke mere produktivt tilbage i den, den kan ikke længere kaste nyt lys over verden eller give et frisk pust til tanken. Det er på tide, at der kommer en anden filosof, der kan få os til at tænke på en anden måde«.

Hvilken filosofisk retning der kunne tage over efter Sigmund Freud, er et godt spørgsmål, men tydeligvis et, som Kaspar Colling Nielsen har tænkt over.

»En, der har stor betydning inden for akademikerverdenen, og som sagtens kunne bredes ud på den mere folkloreagtige måde, er Michel Foucault (1926-1984, red.). Men ellers tror jeg meget på Gilles Deleuze (1925-1995), som spiller en stor rolle inden for den avancerede del af humaniora. Det er ret kompliceret, men spændende og anderledes. Han vender alle selvfølgeligheder på hovedet. Deleuzes tænkning er mere dynamisk, fremadrettet og på mange måde mere konkret end psykoanalysen«.

Som Per Højholt
Og hvad med samfundet? ’Mount København’ er, blandt meget andet, også samfundskritisk. Synes Kaspar Colling Nielsen, at forfattere har en forpligtelse til at blande sig i samfundsdebatten?

»Per Højholt blev spurgt om det samme engang, og han svarede cirka, at han helt klart savnede, at forfattere tog stilling i samfundsdebatten, og så savnede han også, at bagerne gjorde det. Jeg ved ikke, om forfattere er så meget mere kvalificerede end andre til at tage den diskussion«.

Men han kan godt savne en mere overordnet diskussion om for eksempel velfærdssamfundets fremtid.

»Jeg synes, det er meget vigtigt, at vi bevarer vores velfærdssamfund, men jeg er godt klar over, at der ikke er råd til det hele – så hvad skal det indeholde fremover, og hvordan skal vi betale det, det vil være godt at debattere på en måde, som går ud over det der med efterlønnen. Jeg savner nogle politikere, der står ved deres holdninger, sådan som politikere gjorde før i tiden«.

50 fyldte kinabøger

Til april, når tv-manusset færdigt, vil Kaspar Colling Nielsen søge legater for at få skrivero, og så går han i gang med at skrive i sine kinanotesbøger.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Sådan nogle har han skrevet i, siden han var 15, og det er foreløbig blevet til 50 fyldte. »Jeg kunne godt tænke mig at skrive noget mere sammenhængende og blødere. Flere af mine historier i ’Mount København’ kunne godt være mere tilgængelige, mere normale. Det kunne man opnå ved at have forhistorie til karaktererne, beskrive dem mere, have mere dialog. Sådan noget, som jeg sidder og skriver nu til tv-manuskriptet. Toeren skal ikke miste kant, men jeg kunne godt tænke mig at gøre det lidt rundere«, siger Kaspar Colling Nielsen, der altid har betragtet sig selv som forfatter, også når han lavede alle mulige andre ting. Det er, som om den fine litteratur i øjeblikket centrerer sig om forfatteren som traumatiseret barn.



Den her selvindsigt i forhold til, hvordan vi bliver ødelagt af vores barndom, er ekstremt freudiansk, men også ekstremt mainstream

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden