»Men hun er jo kun 12 år!«. Isabel Allende kigger direkte på mig med de brune øjne, der om muligt er blevet endnu større, da hun introduceres for journalisten, der skal foretage dagens første interview. Forlagets presseansvarlige må træde til og sige, at jeg er ældre, og at alt skam er i orden. Den er god nok. Faktisk er jeg er kun et par år ældre end hovedpersonen i Allendes nye bog, 'Mayas dagbog', og nogle år ældre end forfatterens egne børnebørn, der er inspirationskilder til historien. Siden Isabel Allende i 1982 brød igennem med 'Åndernes hus', har hun skrevet 18 bøger. Ofte har romanerne været historiske, men Mayas dagbog foregår i nutiden. Bogen voksede nemlig frem af hendes egen bekymring for børnebørnene, der alle er mellem 16 og 19 og gennemlever deres teenageår i USA, hvor der ifølge forfatterinden er farer over alt. LÆS ANMELDELSEStjerneforfatters nyeste roman er magisk realisme i en lightudgave »Det kan være enormt svært i USA, fordi man bliver udsat for så mange ting gennem internettet. Der er porno og vold, og enhver pervers person kan kontakte dem«, fortæller Isabel Allende, da vi har sat os i sofaen på hotellet i Nyhavn. »Når du går ud på gaden, er der vold, stoffer og kriminalitet. Så livet er farligt, og som bedstemor er der ingenting, jeg kan gøre for at beskytte dem. Jeg må stole på, at de er heldige og ikke tager nogle dårlige beslutninger«, fortsætter hun i en lind strøm af flydende engelsk med spansk accent. Selv de mindste spørgsmål bliver besvaret med en lang fortælling. For Isabel Allende siger ikke ting, hun fortæller. Med de slanke hænder illustrerer hun historierne. Ingen sætning er uden indlevelse: kunstpauser, tryk på et ord eller en pludselig grimasse. Og netop evnen til at fortælle er det, hun i disse dage bliver hædret for. Hun er nemlig årets modtager af Hans Christian Andersen Litteraturpris, som præmieres med 500.000 kroner. Derfor var hun i slutningen af september i Odense til overrækkelsen. Når stilheden kommer Faktisk er hovedpersonen, Maya Vidal, netop fra Odense. Eller rettere sagt, hendes mor er. En mor, der tidligt afleverede datteren hos bedsteforældrene i Berkeley, Californien, hvor hun vokser op. En opvækst, der viser sig at blive påvirket af tab, ensomhed og rodløshed. Mayas dagbogsoptegnelser handler netop om de udfordringer, unge mennesker i dag står over for. Nok er bogens forfatter 70 år, men på tæt hold følger hun den yngre generation. Og den bekymrer hende. »Maya er 19 år og har ikke langt igen«, står der bag på bogen, og da læseren første gang møder hovedpersonen, er hun under afvænning og på flugt fra et farligt liv i Las Vegas. Den elskede farfar er død, så det er bedstemoderen, der må skride til handling. Maya bliver sendt til en lille ø ud for Chiles kyst, hvor hun konfronteres med sin families historie, med sig selv og med stilheden. LÆS OGSÅIsabel Allende modtager stor dansk litteraturpris Afskåret fra internet, telefon og iPod begynder Maya at skrive dagbog og gå lange ture. Netop stilheden er væsentlig for Allende. »Jeg tager teknologien fra hende, fordi hun har brug for stilheden. Mine børnebørn er altid forbundet til noget: høretelefoner, Facebook, Twitter. Fordi de laver mange ting på samme tid, kan de ikke finde ro til at samle sig om én ting«, fortæller Allende. Teknologiens forbandelse Hun tror, at mange mennesker i dag har svært ved at finde sig selv, fordi de aldrig er stille. »Når man er stille længe nok, kommer man i kontakt med nogle helt andre ting. Man begynder at huske ting, man ikke anede, man vidste. Man kan komme i kontakt med sin sjæl og se, at man er meget mere end blot det her«. Hun stryger hænderne langs sin krop.»... at mennesker er mere end blot en krop, man er forbundet med universet«, fortsætter hun. Hun mener, at den moderne teknologi har gjort unge mennesker mere rastløse, fordi de vænnes til at blive stimuleret konstant. Derfor kan de hverken samle sig om samtaler eller studier, medmindre de hele tiden bliver underholdt.
Idet Maya møder stilheden, møder hun også sig selv. Da hendes farfar dør, falder farmoderen ind i en depression, og Maya står alene. En ensomhed, hun ikke er i stand til at håndtere. Som den overtroiske farmor siger, står det nemlig i Mayas kort, at hun vil blive misbruger. Ligesom mange af Allendes andre karakterer er Maya en person, der er uden for samfundet. Som misbruger bliver hun et udskud. »Mennesker, der skal overvinde noget, er mest interessante for mig. For det er dét, mit eget liv har handlet om. Ikke at jeg har haft alle de samme problemer, som karaktererne i mine bøger. Men jeg har haft følelsen af, at jeg ikke hører til«. Den evige bekymring Når Allende skriver levende og detaljeret om både misbrug og depression, er det blandt andet, fordi hun selv har oplevet det. »Jeg har set misbrug meget tæt på, fordi det ligger i min mands familie. Så jeg har set, hvad det gør fysisk, følelsesmæssigt og socialt: efter et stykke tid bliver man et udskud, og det er meget svært at komme tilbage«. Depressionen oplevede hun langt tidligere, men hun håndterede det helt anderledes end bogens Maya. »Jeg kommer fra en familie med depression. Selvmord tilmed. Og jeg har oplevet min mor deprimeret. Dengang var der ikke medicin, så hun var ekstremt deprimeret og syg i årevis. Nu tager hun medicin. Min mors tilstand gjorde, at jeg aldrig følte mig som et barn, jeg følte altid, jeg skulle beskytte min mor. Jeg blev meget stærk og hårdtarbejdende, for jeg havde fornemmelsen af, at hvis jeg ikke sørgede for mig selv, var der ingen, der ville gøre det«, siger hun. LÆS OGSÅChilenske kritikere ignorerer Allendes nye roman Den evige bekymring lever hun stadig med, derfor har hun mange gange været i terapi i håb om at slippe den. Men hun værdsætter modstanden, fordi hun overlevede. Hun blev stærk. Er der én person i bogen, hun har noget tilfælles med, er det Mayas farmor. Begge er de flygtet fra Chile til USA, og farmoderen er dét, Allende kalder en »stærk karakter«. »Hun opdrager sit barnebarn. Med en masse kærlighed, men hun slår hende også. Ofte. Med en ske i hovedet. Sådan er jeg også, det har jeg intet problem med«. Virkelig? »Så siger de: Hvis du slår mig igen, ringer jeg til politiet«. Hun imiterer en fjollet barnestemme, griner, men bliver så alvorlig igen: »... Men de ringer aldrig. For de ved også, at jeg elsker dem højt, og at jeg ville ofre mit liv for dem«. Kvindekamp Samme barske kærlighed er der mange andre mennesker, der får del i. Med sin fond støtter Allende nemlig piger og kvinder til at opnå social og økonomisk lighed. Ligesom Mayas farmor mener hun nemlig, man har ansvar for at kæmpe for retfærdighed. I den nye bog demonstrerer farmoren ofte, mens unge Maya derimod virker aldeles uinteresseret i at involvere sig i samfundsdebatten. Det er symptomatisk for hendes generation, mener Allende, og dermed er vi tilbage ved hovedtemaet, nemlig hendes kritik af unge mennesker. Protesterne fra Occupy Wall Street gav Isabel Allende håb. Hun håber, at det blot er begyndelsen, vi ser nu. At de yngre generationer endelig vil begynde at blande sig efter mange års passivitet. »Din generation burde demonstrere«, siger Allende med en anklagende pegefinger rettet mod journalisten. Åbenbart mener hun alligevel, at jeg i det mindste må være gammel nok til at være politisk aktiv. LÆS OGSÅFlotte bal-beskrivelser kan ikke redde søvndyssende roman »Det er jer, der arver den her verden. Om ti år er det jer, der skal styre den, og hvilken verden er det, I vil have? Hvis I ikke tager kontrollen nu, hvornår har I så tænkt jer at gøre det?«. Selv har hun altid været feminist, og hun vil kæmpe for retfærdighed, til hun dør. For kampen vil vare længere end hendes levetid, og så håber og tror hun, at de næste generationer af kvinder vil tage over. Når hun siger kvinder, er det ikke tilfældigt. »Mænd har meget mere at miste, end kvinder har. Vi lever i et samfund ledet af mænd og med maskuline kvaliteter og værdier. Hvis nogen skal udfordre dét samfund, må det være outsiderne. Og hvem er det? Det er kvinderne«, siger hun. Generalisering Journalisten indvender, at hun vel ikke mener, at alle mænd er sådan? Og nej, hun ved, hun generaliserer, og at særligt den yngre generation af mænd er ved at indfinde sig i blødere roller. Men ifølge forfatterinden er en stor del af virkelighedens mænd rent faktisk som dem i hendes bøger: de kan ikke lide at gå på kompromis, de vil vinde for en hver pris. De bruger psykisk og fysisk vold og begærer magten. Kvinder derimod søger kompromis, de deler, og de har medfølelse. Hun mener tilmed, at der ikke ville være krig, hvis flere kvinder var ved magten. Men selv om Isabel Allende mener, kvinderne skal gøre oprør, er hun faktisk ret glad for mænd. Ja, hun »elsker, elsker mænd«. Og der er stadig brug for dem, deres roller har bare ændret sig. »Hvis der blot bliver en bedre balance mellem de maskuline og feminine værdier, vil verden være et bedre, mere glædeligt sted med mere tid til at spise god mad og have det sjovt!«. Forfatterens brune øjne forsvinder næsten i et smil, og hun griner indforstået, som var vi jævnaldrende.
