Andrej Kurkov bor i Ukraines hovedstad Kijev, men han er født i 1961 i Sankt Petersborg, og russisk er hans modersmål. Det med sproget er vigtigt, dels fordi han er forfatter med 13 romaner, 5 børnebøger og over 20 filmmanuskripter i ryggen, dels fordi forholdet til Rusland var og er et af de helt store emner og stridspunkter i den revolutionære situation i Ukraine, hvor præsidentvalget nu skal gå om. Depressiv pingvin Andrej Kurkov fik fine anmeldelser for sin bog 'Døden og en pingvin', da den udkom i Danmark i efteråret. I forvejen er den oversat til 20 andre sprog. 'Døden og en pingvin' handler om den sympatiske, skønlitterære forfatter Viktor, der lever isoleret i sin lejlighed, bortset fra at han via et velbetalt job som nekrologskribent (noget skal han jo leve af) bliver involveret i en række lejemord. Han bor sammen med den depressive pingvin Misha, som det lokale zoo ikke havde råd til at fodre på. Lever af skriveriet Politiken har kontaktet Andrej Kurkov pr. e-mail for at høre hans mening om Ukraine lige nu. I modsætning til sin hovedperson, som virker lige så hjælpeløs som sin pingvin, lever Andrej Kurkov, der har tre børn med sin engelske kone, udelukkende af sit skrivearbejde - og lever godt. Infantile intellektuelle Han betegner sig selv som optimist og som »et lykkeligt og tilfreds menneske«. Han betragter ikke sig selv som et typisk post-sovjetisk menneske. Og da slet ikke som en pingvin! »Men af og til ser jeg på livet udefra, som om jeg ikke er en del af eller deltager i dette liv. Det er vel en slags pingvinsyn«. »En typisk postsovjetisk intellektuel af min generation er som min hovedperson Viktor: helt afsondret fra livet, så meget desto mere det politiske liv. Min generations intellektuelle er infantile og ude af stand til at tilpasse sig en ny tid, dens love og regler«. »De venter hele tiden forandringer, men selv gør de intet for dem. Jo mere aktivt og dynamisk livet er, jo mere passive og ubevægelige bliver de. I mine romaner er det i virkeligheden det nye liv, der er hovedpersonen, men det foregår på baggrund af mennesker, der ikke når eller ikke er i stand til at reagere på det i tide«. Allergi over for statslig løgnI romanen beskriver De fuldstændig forsvarsløse mennesker, der er omringet af vold og uhæmmet fysisk magtmisbrug. Er det samfundets reelle tilstand, eller er det snarere en følelse? »'Døden og en pingvin' blev færdig i 1995, og da var denne vold og hæmningsløshed en daglig foreteelse. I 1994 blev både min filmproducer og min ven Vladimir Podusjko myrdet«. »Podusjko var en mindre forretningsmand, som havde givet mig kredit på udgivelsen af to af mine bøger (en filosofisk roman og en børnebog, som jeg selv udgav i 75.000 eksemplarer og fik solgt i løbet af et år). I de år mistede jeg temmelig mange bekendte. Jeg husker, at der selv midt i byen var skudvekslinger hver uge«. »Nu er situationen fuldstændig civiliseret, når man ser bort fra forsøget på at forgive Jusjtjenko og bankieren Aleksandr Ljkahas mystiske selvmord. Ljkaha var partner med Viktor Medvedtjuk (præsident Kutjmas magtfulde stabschef. red.)«. »Jeg er stolt af det, der foregår i Ukraine lige nu. Jeg har aldrig skjult min mening om vores regering om præsident Kutjma, men jeg havde ikke troet, at folket kunne rejse sig. Det havde præsident Kutjma og hans folk heller ikke ventet. De har vænnet sig til lydighed fra den ukrainske nations side, og derfor tillod de sig at gøre løgnen til den statslige politiks officielle linje, især under valgkampen«. »Men der opstod en modstandsdygtig allergi over for den statslige løgn hos folk, og da valgresultatet blev bekendtgjort, og oppositionens tv-kanal viste, hvordan det hele var organiseret, så kom denne løgne-allergi i udbrud hos Ukraines borgere. Jeg er glad for, at denne masseallergi blev årsag til, at der blev dannet et civilsamfund og en nation, der er politisk og ikke etnisk«. Familiefejde »Jeg skammer mig over Kreml og præsident Putin, der har bragt sig selv i en fuldkommen dum rolle med sin støtte til den ukrainske statsløgn. Men det at være borger i Ukraine er vigtigere for mig end det faktum, at jeg er af russisk oprindelse og født i Petersborg«. »Mine forældre stemte på Janukovitj. Min far råbte ad mig i telefonen: »Hvordan kan du stemme på Jusjtjenko, du er jo russer!«. Jeg svarede: »Jeg vil aldrig stemme på en mand, der har været i fængsel to gange««. »Jeg gav mig ikke til at forklare det yderligere, for min far repræsenterer en anden generation og er søn af en stalinist. For tiden taler vi ikke sammen, men jeg tror, det går i orden. Min mor har affundet sig med min politiske aktivitet, selv om hun ikke bryder sig om det«. Ny roman om Ukraines politiske livHvordan forholder De Dem til Kutjmas styre? »Egentlig roligt. Hans styre var uden rygrad, alle var slet og ret optaget af at stjæle statsbudgettets penge, af at modtage bestikkelse og andre fordele og var mere eller mindre ligeglade med det sociale og politiske liv«. »Uanset Medvedtjuks strenge kontrol med pressen og massemedierne opstod der oppositionelle aviser og radiokanaler, og da den oppositionelle 'Femte' kanal opstod, ændrede situationen sig fuldstændig. Så jeg er glad for, at vi havde Kutjma i al den tid, og ikke en eller anden ukrainsk Putin eller Lukasjenko«. »For øvrigt fortæller min seneste roman, 'Præsidentens sidste kærlighed', netop om Ukraines politiske liv og om det russisk-ukrainske forhold i fremtiden (i 2011 til 2016). Den udkommer i oversættelse i Frankrig til marts«. Kultur i pubertetenHvordan har livet ændret sig for ukrainerne siden Sovjetunionens sammenbrud i 1991? For eksempel for den befolkningsgruppe, der i sovjettiden kaldtes 'den kreative intelligentsia', altså kunstnere og intellektuelle? »Siden 1991 har livet ikke ændret sig - det er faldet fuldstændig fra hinanden. Og de forløbne 10 år er gået med at genoprette og normalisere det. 'Den kreative intelligentsia' er et sovjetisk fænomen, men i betragtning af at disse mennesker stadig findes, vil jeg ikke kassere udtrykket«. »Disse mennesker har prøvet at tilpasse sig den nye magt, som de prøvede at tilpasse sig den gamle, men de viste sig i det store og hele at være uønskede og overflødige«. »De nye repræsentanter for de kunstneriske professioner er kommet op fra undergrunden, og de er forblevet lige så uafhængige, som de var før. Men nu er det bare offentligt. Det betyder, at værdien af deres ord og deres meninger er steget i social betydning. Det er dem og ikke de kunstneriske fagforeninger, der styrer kunstlivet«. »For fem år siden troede jeg, at der ikke var en ny generation af forfattere i Ukraine. Nu er den der, og den er, målt med sovjetisk målestok, typisk undergrund. Men efter europæisk målestok er den en helt normal, magtfuld, apolitisk generation, som nu udfylder den en gang opståede niche af folk, der skriver om 'sex, drugs and rock'n'roll'. Man kan sige det på den måde, at den ukrainske kultur (sammen med hele landet) er blevet 14 år gammel og har nået puberteten«. Potentielt østeuropæisk SchweizOpfatter de landet Ukraine som en enhed? »Ja, en udelelig enhed. Det viste også situationen med Tuzla-næsset, som russerne for nylig ville 'snuppe'. Der var selv Kutjma nødt til at blive patriot for en stund«. Hvordan vil De beskrive Ukraine? »For mig er Ukraine et potentielt østeuropæisk Schweiz. Landet kan ikke flytte sig geografisk for at undgå at have det russiske imperium hængende over hovedet, det kan ikke (hvilket er en skam) glide ned til Middelhavet, uanset at ukrainerne og de, der bor her, har et udpræget middelhavstemperament«. »De vil leve, spise, drikke, synge og have det rart. Jeg ønsker ikke, at Ukraine skal blive en buffer mellem Ruslands politiske bjørne og Polens aristokratiske og listige politik«. Fornærmelse mod RuslandHvordan bør forholdet mellem Ukraine og Rusland efter Deres mening være? »Ukraine har mere frihed nu, end russerne har, fordi Rusland har vist sig, som det har. Vesten har først og fremmest støttet Ukraine for at svække Rusland«. »Jeg har i de seneste år talt med mange vestlige politikere, og i private samtaler har de udtrykt helt andre tanker, end de gør i Europaparlamentet. En tysk senator sagde ligeud til mig, at Europa ikke venter at få Ukraine som medlem, for hvis man efterlader Rusland nøgent (dvs. uden Ukraine!), så vil Rusland blive fornærmet«. Fiskestænger som flagstænger »Jeg tror, at denne revolution vil give udviklingen af den ukrainske kultur et enormt skub, herunder også litteraturen«. »Et enormt kreativt potentiale er blev frigjort hos en ny generation - og det er en ny generation: Op til 60 procent af deltagerne i protesterne er født efter 1983 og har således ikke den genetiske skræk og den negative sovjetiske erfaring. Dem havde præsident-apparatets analytikere ikke regnet med«. »Op til valget var alle våbenbutikker for jægere og sportsfolk lukket til 'statusopgørelse'. Men magthaverne havde ikke fantasi til at lukke alle forretninger med sportsfiskerudstyr. Resultatet var, at alle fiskestænger i landet blev opkøbt og brugt som flagstænger«. Og så slutter Andrej Kurkov af med en konstatering, der er typisk for ham: »Denne revolution er gennemført af mennesker, der er i stand til at tænke ukonventionelt og kreativt. Og når man tager i betragtning, at næsten alle teleskopfiskestænger i Ukraine er fremstillet i Kina, så har vores revolution gavnet den kinesiske økonomi gevaldigt«.