Hvis man overhovedet kan, skal man et øjeblik glemme, at Albert Camus er fadder til fransk eksistentialisme, sammen med Sartre sammenvokset med begreberne meningsløshed, fremmedgørelse, skyld. Væk med dem også, væk i det hele taget med filosofien, bare for en kort bemærkning.
Og ind med romanen: portrættet af den blaserte – intelligente, kyniske, dobbelt-dobbeltmoralske – Jean-Baptiste Clamence, hans kunstfærdige dialog (enetale med blind makker), historierne om menneskers flygtige omgang orkestreret af tåge, øde oceaner og fugles skrig, der skærer sig som knive gennem sjælen. Skriget Jean-Baptiste fortæller sin historie siddende over for en anonym gæst på en bar i Amsterdams havnekvarter. Det kunne være til hvem som helst, til os læsere, til sig selv. Han fortæller den i tilbageblik, det hele kan derfor godt være sandt, det kan også for en del være et raffineret slør, det ene lagt oven på det andet. Først levede han i en ophøjet falskhed, fortæller han, sikker på sin egen overlegenhed i alle de discipliner, det er værd at snakke om. Skønhed, begavelse, godhed, den sidste som et rent artisteri i forstillelse. Og derfor sikker også på retten til at indkassere, hvad der er at indkassere: et vist mål af rigdom, grænseløs beundring, kvinder i bundter.
