PATINA. Vi vil have historie i boligindretningen. Derfor kan det nu sagtens være dyrere at købe brugt end nyt.
Foto: Finn Frandsen

PATINA. Vi vil have historie i boligindretningen. Derfor kan det nu sagtens være dyrere at købe brugt end nyt.

Design

Brugte møbler med det helt rette slid er i høj kurs

Modsat tidligere, hvor vi kun købte brugte møbler, hvis de lignede nye, går vi i dag efter patina.

Design

Jo mere og jo lækrere patina et møbel har, jo højere bliver prisen«, siger Thomas Schlosser.

»Når jeg kommer ind i et hjem for at se på brugte møbler, er jeg hele tiden optaget af patina«.

Thomas Schlosser er indehaver af forretningen Klassik i det indre København, hvor der bliver handlet med brugte danske møbelklassikere. Hans butik er spækket med lædersofaer af Børge Mogensen, gamle PH-lamper og Wegner-lænestole med fletsæder. Så langt øjet rækker, er der gyldent skind og mørkt træ. Møbler, der er præget af tidens tand og sat nænsomt i stand, så de kan leve videre i nye hjem, når kunderne henter dem hjem.

»Er der tale om et møbel fra 1950’erne, hvor det måske er fremstillet af en bestemt producent, og hvor træet har fået det helt rette skær, så taler vi om patina«, siger Thomas Schlosser og fortsætter: »Et møbel kan godt være af en ukendt arkitekt, men fordi det er patineret smukt – måske har et fint lædersæde – kan prisen blive ret høj«.

Møbler med patina er kort sagt i høj kurs. Hvor folk tidligere kun købte brugte møbelklassikere, fordi de var billigere end de nyproducerede, går folk i dag også efter klassikere, der er præget af alderen.

Det vil sige møbler, hvor det lyse skind med tiden har fået farve, hvor træet har fået en særlig glød, og hvor man kan se, at der er blevet passet på tingene igennem mange år. Og det betyder, at prisen godt kan ryge i vejret på de brugte møbler, siger Thomas Schlosser fra Klassik.

»Hvis det er en vare fra 1950’erne, der er flot patineret, og hvor læderet har fået en helt gylden cognacfarve, og det er blevet plejet med sæbespåner og læderfedt løbende, er det klart, at prisen bliver højt. Et møbel kan jo være et samleobjekt som en veteranbil, der er passet på. Er nogle dele blevet skiftet ud, opnår den ikke den samme pris, som hvis den stod helt original«.

Patina er lig med god pris

Ole Høstbo har i mange år drevet Dansk Møbelkunst, der primært sælger danske møbelklassikere til et internationalt marked. Han oplever også, at patina er i højere kurs, end da han åbnede sin forretning i begyndelsen af 1990’erne.

»Da jeg startede i denne branche, skulle de brugte møbler være lige så pæne som de helt nye. Folk købte brugt, fordi prisen var den halve«.

Med tiden har det ændret sig, fortæller Ole Høstbo. Blandt andet begyndte tyske møbelsamlere at efterspørge Arne Jacobsens Myrestole i originalt teaktræ fra 1950’erne og med tre ben.

»Dem havde vi ellers ikke kunnet sælge, for folk ville have stole, der så helt nye ud. Men fra midten af 1990’erne begyndte det at ændre sig«

Ole Høstbos kunder ville have møbler, der var så oprindelige som muligt – og det vil de stadig. De internationale samlere, han sælger til, vil helst have møbler, der er fremstillet af bestemte producenter, og hvor hverken skind eller træ er blevet udskiftet i tidens løb.

»Det betyder, at priserne er røget gevaldigt i vejret. Finder jeg en Høvdingestol af Finn Juhl med det helt originale skind på, skal jeg måske betale 700.000 kroner for den. Er skindet blevet udskiftet med noget nyere, koster den kun omkring 200.000 kroner«, fortæller Ole Høstbo.

Det samme er tilfældet med andre klassikere, der er blevet samleobjekter. Jo mere originale de er, og jo pænere de er patineret, jo højere bliver prisen.

»Den røde stol af Kaare Klint med nigerskind fra 1930’erne kan godt koste 35.000 kroner. Men er den blevet ombetrukket, vil prisen nok kun være 18.000 kroner«.

LÆS ARTIKEL

Det handler om historie

Når patina er blevet så populært, handler det ifølge Thomas Schlosser fra Klassik om, at kunderne vil have noget, der skiller sig ud i indretningen.

»Jeg tror, det er, fordi der ligger en historie i det. Og fordi det ikke er nyt. Når jeg går ind i en møbelforretning, der sælger nye varer, synes jeg, det er drønkedeligt. Det er strømlinet og for perfekt. Vælger man at købe møbler med patina, får man et unikt univers«.

Ifølge Thomas Schlosser kan vi godt lide at omgive os med ting, der har historie. Vi vil have kunsthåndværk, som har været i berøring med rigtige hænder, og vi vil have møbler, som er blevet passet og plejet og igennem årtier med det resultat, at de er blevet smukkere.

»Patina er kærlighed til et møbel. Godt liv. Som med os selv. Det kan godt være, vi er ved at blive 50 eller 60, men hvis vi passer på os selv, gør det intet«.

Ole Høstbo fra Dansk Møbelkunst er enig:

»Når man køber et smukt patineret møbel, investerer man i et stykke historie. Man får noget fra den tid, da dansk møbelkunst toppede. Hvor snedkere var ærekære og kun ville lave det bedste af det bedste, og hvor møbelpolstrerne gjorde sig umage. En tid, hvor kvalitet var så meget i højsædet, at møbelarkitekten Poul Kjærholm mødtes med sin producent, Kold Christensen, hver formiddag for at diskutere kvalitet«.

Patinerede designklassikere repræsenterer en del af den danske designhistorie, som vi bør passe på, mener Ole Høstbo.

»Hvis en stol står med det helt oprindelige skind i god stand, er sådan en stol meget mere interessant og værdifuld end en, der er blevet ombetrukket. Så får man jo et stykke historie ind i sit hjem«, siger Ole Høstbo og tilføjer:

»Alt går meget hurtigt i dag, og mange møbler bliver fremstillet med maskiner. Et patineret møbel fremstillet i hånden er hjerteblod og minder om en tid, som vi har tabt«.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Der er forskel på patina

Både Ole Høstbo og Thomas Schlosser understreger, at patina ikke handler om pletter og slid.

»Pletter er ikke patina i min optik«, siger Ole Høstbo: »Misligholdelse er heller ikke. Et møbel, der har stået opmagasineret i en kælder og på den måde er blevet præget af tid og omgivelser, er sjældent smukt patineret. Men et møbel, der er blevet brugt og plejet, er fyldt med historie«.

Thomas Schlosser understreger, at patina handler om tid og om en proces.

»Når jeg kigger på de to Bruno Mathsson-stole, der står i vinduet derovre, er de ved at opnå den der lækre overflade, vi godt kan lide. De er ved at blive cognacfarvede, men skindet har stadig noget lyserødt over sig, som vil forandre sig med tiden. De er stadig i en proces«.

Ifølge Thomas Schlosser er noget læder bedre til at tage patinering end andet. Det kan være naturlæder, som er ubehandlet. Det er nærmest grisefarvet til at begynde med, men som årene går, og hvis det får den rigtige pleje, opnår det den cognacfarve, der er så eftertragtet.

»Sollys afbleger læder, træ og stof, der har en farve. Det kan man se på Nanna Ditzel-skrivebordet derhenne i palisander, som er blevet meget lyst af palisandertræ at være«, siger Thomas Schlosser:

»Det eneste læder, der ikke bliver bleget, er naturlæder. Det bliver mørkere med tiden«.

I dag kan man få lædertyper, der allerede ser patinerede ud, fortæller Thomas Schlosser. Men kigger man grundigt, kan man godt se, at der er forskel.

»Det Arne Jacobsen-Æg, der står der, er betrukket med naturlæder, som man har givet en mørk oliefarve. Men sætter man det nye Æg ved siden af et gammelt patineret, kan man godt se forskel«.

Giver I også nogle af jeres møbler en behandling, så de ser mere patinerede ud – så de fremstår lækrere?

»Det er jo tit sådan med ældre møbler, at vi kigger på, hvordan de er blevet behandlet. Det handler om ikke at ødelægge den gode patinering, men fremhæve de fine ting og det gode læder. Men vi behandler selvfølgelig møblerne og giver dem det, de skal have«.

Og det kan bare være, at man giver dem sæbespåner og læderfedt?

»Ja, men med sæbespåner skal man huske, at det er vand og sæbe, så hvis du har et gammelt stykke porøs læder, og du giver det vand, kan det tørre op og blive helt papagtigt. Man skal være forsigtig«.

Patinaen er unik

Den patina, vi er så begejstrede for på ældre møbler i dag, vil ikke indfinde sig på de nyproducerede møbler, vi køber i dag, mener Ole Høstbo.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»I dag garver man på en helt anden måde end tidligere. Det betyder, at det skind, man behandler i dag, ikke vil patinere på samme måde som det ældre skind«, siger Ole Høstbo og fortæller, at ved Roskilde Fjord lå der i mange år et garveri, som leverede skind til alle de store møbelproducenter fra slutningen af 1940’erne til begyndelsen af 1970’erne.

»De måtte lukke, fordi de forurenede fjorden, men det var dem, der levede det skind, vi i dag finder på ældre møbler af Arne Jacobsen og Poul Kjærholm«.

Nigerskind, som kommer fra afrikanske geder, finder man især på gamle Kaare Klint-møbler, og det er ifølge Ole Høstbo ikke til at slide op.

»Det er svært at skaffe nigerskind i dag på grund af lokale konflikter i Afrika. Så må man købe nyere skind, som også er lækkert. Men på sigt får det desværre ikke den patina, som vi er så vilde med«.

Vil du ikke gå glip af de nyeste artikler fra Lars Hedebo Olsen, så klik på ’Følg’-knappen i toppen af denne artikel. Så dukker de automatisk op i Din Strøm, når du er logget ind på Politiken.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden