Stein Bagger. Svindleren ejede dette armbåndsur af mærket Vacheron Constantin inden sin deroute med virksomheden IT Factory. Uret, der er af rosaguld i 18 karat og har original rem af krokodille, har en nypris på cirka 200.000 kroner. Stein Bagger købte det i 2005, og det blev solgt hos Bruun Rasmussen som en del af hans konkursbo i 2010. Ifølge auktionshuset er det et godt eksempel på en vare og tidligere ejer, der ikke øger værdien. Vurdering: 100.000-120.000 kroner. Hammerslag: 120.000 kroner.
Foto: PR

Stein Bagger. Svindleren ejede dette armbåndsur af mærket Vacheron Constantin inden sin deroute med virksomheden IT Factory. Uret, der er af rosaguld i 18 karat og har original rem af krokodille, har en nypris på cirka 200.000 kroner. Stein Bagger købte det i 2005, og det blev solgt hos Bruun Rasmussen som en del af hans konkursbo i 2010. Ifølge auktionshuset er det et godt eksempel på en vare og tidligere ejer, der ikke øger værdien. Vurdering: 100.000-120.000 kroner. Hammerslag: 120.000 kroner.

Design

Ejermanden smitter af på prisen på brugte møbler og kunst

Da Dan Turèlls effekter kom på auktion, oversteg hammerslagene vurderingspriserne markant.

Design

Ikke nok med at det påvirker hammerslaget, om et bord er slidt, hvordan et maleri er famlet, og hvorvidt en lænestol har patina. Det kan være mindst lige så afgørende, hvem der har slidt på bordet, i hvilket hjem maleriet har hængt, og hvilken bagdel der har givet stolen patina.

En vares proveniens – altså hvem den har tilhørt – kan i nogle tilfælde få prisen til at stige med adskillige tusinde kroner, for eksempel hvis der er tale om et maleri, som har tilhørt en bestemt samler. I andre tilfælde kan den tidligere ejer af et møbel eller et kunstværk være nok så berømt, uden at det betyder det mindste for varens værdi.

»Når man taler om kunst, betyder proveniensen generelt en hel del, især hvis det er ældre ting af kongelig æt eller noget, der har tilhørt en anerkendt samler«, siger Niels Raben, leder af afdelingen for moderne kunst hos Bruun Rasmussen Kunstauktioner.

LÆS ARTIKEL

Hvad angår design og møbler, spiller de tidligere ejermænd oftest en knap så vigtig rolle, fortæller Peter Kjeldgaard, der er ansvarlig for Bruun Rasmussens afdeling for moderne møbler og design.

»Vi møder ofte forestillingen, at fordi et møbel er blevet brugt af en, der var kendt – men for noget, som intet havde med møbler at gøre – er det sikkert mere værd«, siger han.

Men den forestilling kommer oftest til skamme.

»I grove træk kan man sige, at det skal være nogle meget markante historiske personligheder, som har haft et møbel, og det skal måske oven i købet skal være kendt fra fotos med vedkommende, før det kan få betydning for prisen. Om skuespilleren Axel Strøbye for eksempel har ejet en given Wegner-stol, betyder ingenting prismæssigt«, fortæller Peter Kjeldgaard.

Fra arkitektens laboratorium

Der, hvor et møbels forhistorie til gengæld kan være vigtig og somme tider ganske afgørende, er, når møblet har relation til præcis den person, som har formgivet det.

»Oftest vil en arkitekt eller designer bruge sit eget hjem som et laboratorium og have ting stående, som er førsteudgaver af møbler, der senere kommer i produktion, eller som aldrig bliver produceret i flere eksemplarer. Vi har blandt andet set talrige møbler fra Wegners eget hus, som er hyperinteressante på auktion. Det er et afgørende ekstra plus for prisen«, siger han.

For nylig solgte Bruun Rasmussen en række møbler fra den afdøde arkitekt Jørn Utzons hjem, heriblandt nogle designet af den verdensberømte finske arkitekt Alvar Aalto, som Utzon arbejdede for i en kortere periode.

»Her forestiller man sig så den ene verdensberømte arkitekt modtage de her møbler af den anden verdenskendte arkitekt for så at have dem stående i sit private hjem. Hvis det oven i købet er en sjælden model, er det altså noget, der giver genklang – også i kasseapparatet«, siger Peter Kjeldgaard.

Også i kunstafdelingen er det umuligt at sætte præcise tal på, hvad proveniensen betyder for prisen.

»Men hvis en ting kommer fra en berømt samler, er det helt klart en fordel, for så har det måske også historik med sig og har indgået i udstillinger på gallerier og museer«, siger Niels Raben.

Ud over den prestige og blåstempling, som følger med et kunstværk, der har tilhørt en anerkendt samler, spiller proveniensen en slags sikkerhedsrolle, fordi de dokumenterede ejerforhold er med til at garantere, at kunstværket rent faktisk er, hvad det giver sig ud for at være.

»Samtidig er det klart, at folk føler sig mere trygge ved at købe et værk, som på et tidspunkt har tilhørt en person, som har haft kendskab til den pågældende kunstner eller periode«, lyder det fra lederen af auktionshusets afdeling for moderne kunst.

Grevinden med gennemslagskraft

Selv om både kunst og design altså som udgangspunkt skal have relation til skaberen bag værket eller velansete fagfolk og samlere, før proveniensen er interessant, findes der talrige undtagelser.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»For nogle år siden solgte vi en samling effekter fra Dan Turèlls bo, alt fra bøger og personlige beklædningsgenstande til en hashpibe. Det gav en opmærksomhed og nogle spektakulære priser på varer, som normalt slet ikke er auktionsmateriale«, siger Peter Kjeldgaard.

En lignende kendiseufori oplevede auktionshuset under dødsboauktionen efter den excentriske millionøse og grevinde Erna Hamilton, kendt fra dokumentarfilmen ’Grevinden på tredje’. Dengang, i 1997, berettede Jyllands-Posten om, hvordan »køen voksede helt ud på gaden« foran auktionshuset i Bredgade, »og flere måtte nøjes med at presse næsen mod ruden«.

»Men priserne er altså ikke til almindelige mennesker«, lød det ifølge avisen fra en halvskuffet dame, der forlod auktionen før tid. Erna Hamiltons møbler, smykker, sølvtøj, tasker, nips og malerier blev i alt solgt for over 2 millioner kroner – næsten dobbelt så meget, som vurderingen lød på.

Hvis der er tale om dyre designermøbler, som eksempelvis en Wegner-stol, der under alle omstændigheder ville koste omkring 50.000 kroner, tvivler Peter Kjeldgaard imidlertid på, at det ville have effekt på hammerslaget, om den har tilhørt Dan Turèll eller en anden celeber dansker. I de fleste tilfælde vil en vares kendishistorik blot bidrage til at skabe en vis opmærksomhed omkring auktionen, vurderer han. Det var for eksempel tilfældet med dødsboet efter skuespiller og tidligere statsministerfrue Helle Virkner.

»Hos Helle Virkner var der et fint antikt chatol, som der selvfølgelig blev skrevet om. Men fik det en højere pris, fordi det havde været hendes? Nej, det tror jeg egentlig ikke. Men det gjorde nok, at der kom ekstra opmærksomhed omkring auktionen«, lyder det fra lederen af Bruun Rasmussens afdelingen for moderne møbler og design.

»Det kan aldrig skade, at der følger en historie med de ting, der er på auktion, men at veksle til det til et pengebeløb er meget svært«, tilføjer han.

Kunstsamler fra Olsen-banden

Hvor afgørende kendiseffekten er på kunst, kommer i høj grad an på typen af købere, fortæller Niels Raben.

»Specialisterne, de seriøse samlere, går mere efter værket, men for de mere flamboyante samlere kan det være sjovt at kunne sige, at et maleri har hængt hos Erna Hamilton, fordi man ved, at hendes hjem var fyldt med en masse sjove ting«, siger han.

Da Bruun Rasmussen for cirka 10 år siden lod hammeren falde over en række kunstværker fra den afdøde skuespiller Ove Sprogøes hjem, kom det bag på mange, hvor inkarneret en kunstsamler han også var.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Det viste sig, at Ove Sprogøe lige siden 1960’erne for relativt små beløb havde opkøbt kunst gennem forskellige gallerier i København, blandt andet hos Galleri Birch. Her blev han efterhånden så kendt et ansigt, at den gamle Børge Birch valgte rigtig gode ting ud til ham«, siger Niels Raben.

Kombinationen af gode værker til få tusinde kroner og en folkekær skuespiller som tidligere ejer gjorde, at mange mennesker fandt det sjovt at byde med, for at kunne sige: ’Det var jo Egon fra Olsen-banden. Nu har jeg en ting, som har hængt hjemme på hans væg’«, fortæller han.

»Men de mere hardcore samlere gik derimod direkte efter værkerne og sagde: ’Nå, har Ove Sprogøe også ejet det, det var da pudsigt. Men vi er altså interesseret i det her værk på grund af den tyske kunstner uanset hvad’«, lyder det fra Niels Raben.

Vil du ikke gå glip af de nyeste artikler fra Bolig eller Design, så klik på ’Følg’-knappen i toppen af denne artikel. Så dukker de automatisk op i Din Strøm, når du er logget ind på Politiken.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden