Da den danske møbelarkitekt Poul Kjærholm i 1963 skulle designe et spisebord til det hus, som hans kone, Hanne Kjærholm, havde tegnet til familien, besluttede han, at det skulle være rundt. Inden da havde han tegnet adskillige spiseborde, blandt andet et helt kvadratisk med orange bordplade til vennen Halldor Gunnløgsson. Men det, der skulle stå hjemme i hans eget hus, skulle være cirkelformet.
Resultatet blev spisebordet PK54, der består af en kvadratisk stålkube, hvorpå der hviler en stor rund marmorplade.
Bordet, der vejer 130 kilo, har plads til 8 personer, men fordi pladen er skabt af et helt stykke marmor, kan det ikke trækkes ud. Det passede efter sigende Poul Kjærholm ganske udmærket, men han måtte bøje sig og designede derfor tillægsplader af træ til bordet, som sættes i en ring om marmorpladen.
I Danmark har vi tradition for at mødes ved spisebordet, og det er der, vi snakker dagen igennem, mens vi spiser vores aftensmad. Det er ved spisebordet, ungerne læser lektier, og de voksne arbejder, når de holder en hjemmearbejdsdag.
