Der er noget vidunderligt ved ting, der har en særlig lyd, en følelse eller en duft. Som en stol med et flettet sæde. Det knirker så hyggeligt, når man sætter sig, og hver gang man flytter sig en smule. Eller stoffet på en sofa, som man kan blive ved med at stryge hænderne over, fordi det er så dejlig varmt og indbydende. Duften af læder fra et par nye sko er også helt særlig ligesom nyvasket sengetøj og en tyk sweater af uld.
Men nogle ting har en lugt, der er så dominerende, at man undrer sig over, at de kan få lov at bestå. Som olielamper. I en periode kunne man ikke gå en aftentur ned ad en gade i hovedstaden uden at blive overlæsset med osen fra olielamper, som stod foran cafeer og restauranter. Særligt de olielamper, der var skabt som fakler, havde en tendens til at lugte fælt, men det forhindrede ikke café- og barejere i at stille dem op overalt – måske for at skabe lidt hygge til de stakkels rygere, der tilbringer timer udenfor.
