Lige nu er der godt nok lukket, men ellers bør man besøge Bauhaus Archiv i Berlin, hver gang man får mulighed for det. I 2019 er det 100 år siden, at Bauhaus-skolen blev oprettet i Weimar i Tyskland ved, at man lagde byens kunsthåndværkerskole og kunstakademi sammen under ledelse af arkitekten Walter Gropius. I 1925 flyttede Bauhaus til Dessau, og fra 1932 lå den et år i Berlin, indtil nazisterne lukkede den.
Bauhaus Archiv er altså ikke placeret i de oprindelige bygninger, men i et kompleks, der er tegnet af Walter Gropius og bygget mellem 1976 og 79. Formålet med Bauhaus Archiv er at give forskere adgang til de mange tegninger og tekster, der blev skabt i løbet af de blot 14 år, hvor Bauhaus-skolen eksisterede.




























