Der stikker tæer op af vandet. Man kan også skimte lår, mave, bryster og lidt af ansigtet. Men ellers er kvinden næsten dækket af det vand, som hun flyder rundt i. Hendes øjne er store og opspilede, og det er ikke til at sige, om hun er levende eller død. Jeg vælger at tro, at hun lever, selv om det lydspor, der kører i baggrunden, er rimelig dystert, og hele rummet henstår i en dunkelt halvmørke.
Glaskunstneren Karen Nyholms installation på Glasmuseet i Ebeltoft er noget af det mest uhyggelige glas, jeg har set. Selv om der er masser af pastelfarver, bløde linjer og fisk, der nærmest ligger og spræller, så fremstår Nyholms værk som alt andet end sødt. Jeg må tilbage to gange for at stirre ned i de store øjne og for at kaste et blik på et hoved, der stikker op af vandet helt indviklet i tang og planter og med små fugle flyvende over sig.
