»I 1941 kom tre mænd vandrende ud af Himalaya-bjergene og ind i Indien«.
Sådan lyder de første ord af filmen 'The Way Back'. Som så klipper tilbage til mændenes flugt fra en sovjetisk arbejdslejr i Sibirien og deres vandring gennem fire årstider og mere end 6.000 km skov, tundra, ørken, bjerge.
Filmen bygger på bogen med den træffende titel 'The Long Walk', udgivet af polakken Slawomir Rawicz i 1956. Bogen har den utvetydige undertitel: 'The True Story of a Trek to Freedom'.
Men sand er historien næppe og måske ikke engang forfatterens egen.
Dét vidste filmens instruktør, da han gik i gang. Men siden indspilningen af den fænomenale 'Truman Story' har han haft et afklaret forhold til, hvordan reality bliver til fiction. Og allerede i 'Døde poeters klub' viste han, hvordan digt og forbandet løgn kan udtrykke noget mere sandt end virkeligheden slet og ret.
Peter Weir, som manden jo hedder, var grebet af kernen i historien om prøvelse af menneskers modstandskraft og viljestyrke.
Ømfodsprøven
»Om de har de vandret?«, siger Peter Weir.
»Hvis vi kunne få en uvildig bekræftelse på, at den lange vandring har fundet sted, og jeg måtte lave det til fiktion 'inspireret af bogen', ville jeg være helt tilfreds. Jeg foretrækker at arbejde med fiktion«, svarer instruktøren, da spørgsmålet om autenticiteten er det første, han får stillet under interviewet på et parisisk luksushotel, kun en spytklat fra Triumfbuen og milevidt fra overlevelseskampen gennem Asiens ødemarker.
Fiktion er og bliver både Weirs film og Rawiczs bog, i hvert fald hvad geografien angår: De flygtende fanger følger vi fra de snedækkede sibiriske skove nord for Bajkalsøen, ind i Mongoliet, gennem den vestligste stump af Den Kinesiske Mur til Gobiørkenen og endelig op i Tibets bjerge. En rute, som Rawicz formentlig aldrig har tilbagelagt.
For allerede i 2006 fandt BBC-medarbejdere dokumentation for, at Rawicz først var sluppet ud af Sovjetunionen i 1942, og vel at mærke direkte ind i Iran, hvorpå han ifølge optegnelserne fra dengang dukkede op i det daværende Palæstina – og ikke blandt teplukkerne på Himalayas sydskråninger.
I 2009 hævdede en anden polak, Witold Glinski, sågar, at bogen slet ikke skildrer Rawiczs flugt, men hans egen. Dét passer bare heller ikke, ifølge en tredje landsmand, Leszek Gliniecki, som nemlig i 1941 studerede sammen med Glinski – men i Arkhangelsk ved Hvidehavet, altså i den anden ende af Sovjetunionen.
Rawiczs true story begyndte i stedet at ligne en vandrehistorie. Men det er ikke dokumentarisme, Peter Weir er ude på.
Tilgivelse, ikke hævn
»Jeg er en lidt gammeldags type fortæller af dem fra lejrbålet, der fortalte om stammen og det, der holder stammens folk i gang«, siger instruktøren. »Denne her historie har jo rejsen indbygget i sig, en af de ældste fortællinger og metaforer, vi har – tænk på 'Odysseen' eller Bunyans 'The Pilgrim's Progress'. Hvad er det, der holder rejsen i gang selv under så umulige vilkår? Hvad får en til at sætte den ene fod foran den anden? Hvad er det, der alligevel er værd at leve for?«.
Janusz, den sovjetfængslede polske officer, der er flygtningeflokkens leder, spillet af Jim Sturgess, er et menneske med svar på det spørgsmål:
»Den unge polske officers kone har under tortur angivet ham som spion, så han føler en tvingende forpligtelse til at vende hjem til Warszawa og fortælle, at han forstod hendes situation. Hans motivation er ikke hævntørst, men tilgivelse«, forklarer Sturgess.
Januszs tro på, at flugtforsøget er nødvendigt og den eneste udvej af Gulag-lejren, inspirerer de andre. Det er f.eks. forbryderen Valka i Colin Farrells livsfarlige skikkelse og en amerikaner – spillet af Ed Harris – med en fortid lige så anonym i begyndelsen som det navn, han opgiver: »Smith«. Og fornavnet? »Mister«. Mange fortrolige oplysninger kommer først frem, da en purung polsk pige slutter sig til mændene og bløder deres tavshed op. Hun spilles af den forbløffende Saoirse Ronan, der først fylder 17 om nogle dage, men allerede har vakt opsigt med film som 'Atonement' og 'Lovely Bones'.
Naturen som fængsel
»Når vi ikke har fokuseret så stærkt på selve flugten ud af lejren, men mere på den lange vandring, skyldes det også, at Sibirien selv er et fængsel, som lejrkommandanten siger. Millioner af kvadratkilometer frosthvid skov fuld af ulve, som gjorde, at russerne ikke behøvede opbygge så effektiv indespærring som i de tyske kz- og krigsfangelejre«, siger Weir.
»Vi valgte at fokusere mindre end andre flugtfilm på planen, forberedelserne, fangevogterne osv. Min interesse ligger i de prøvelser, flygtningene senere blev udsat for i naturen og indbyrdes: Mændene er afhængige af hinanden, og for at overleve må de nedbryde det panser, de hver for sig har opbygget omkring sig«.
»Mændene flygter mod 'friheden', men hvad forbinder vi i dag med det begreb – en bilreklame? Vi er så velforsynede med billeder fra film, tv, internet i alle genrer, så jeg måtte prøve at gøre historien frisk og ny. For at strejfe en 'sandhed' og ikke bare 'reality' valgte jeg at afstå fra de mest almindelige cliffhangers og koncentrere mig mere om de små ting: I stedet for at lade dem blive forfulgt af fangevogterne, hvorfor så ikke lade dem være forfulgt af myg? Enhver, der har været i Sibirien, vil skrive under på, at myggene kan tage livet af én!«.
Men det kan natteblindhed, infektioner, kulde og tørst nu også. Blandt andet derfor er det kun tre mænd, der vakler ned ad bjergskråningerne i Indien – selv om de var otte, da de indledte den lange vej hjem.
fortsæt med at læse
