Hvis man med en kompleks psykologisk profil mener, at superhelten har en skyggeside, og at superskurken har et menneskeligt ansigt under øglefjæset, så er den nye film, hvor ’The Amazing Spider-Man’ møder The Lizard, udrustet med en kompleks psykologi.
Der er reelt tale om en relancering af ’Spider-Man’, hvor elskelige Tobey Maguire efter tre ture i den røde trikot er blevet afløst af den mere mutte Andrew Garfield, kendt fra ’Boy A’ og ’The Social Network’.
Tanken er helt oplagt at lave det samme nummer som med ’Batman’. Christopher Nolan tog fat i Batman-myten fra grunden og forvandlede Batmanden til en mørkere skikkelse, hvor heltens utopiske teknologi udfolder sig på noget nær dystopisk baggrund.
Ny begyndelse
Med Marc Webb ved roret vender også Spider-Man tilbage til begyndelsen. Tilbage til Peter Parkers unge år, hvor han bliver bidt af en edderkop så fatal, at Lille Peter Edderkop forvandles til superhelten Spider-Man. Men ikke nok med det.
Manuskripttrekløveret James Vanderbilt, Alvin Sargent og Steve Kloves tager os med helt tilbage til Peter Parkers barndom. Hvad de finder, er ikke spor overraskende. Det viser sig nemlig, at Peter Parker har en lige så traumatisk barndomsoplevelse som Bruce Wayne. Mindst.
For Peter Parker mister både sin rigtige mor og far og sin adoptivfar til pludselig død og vold. Ta’ den, Batman!
Men Batman kan i stedet bare tage den nogenlunde med ro. 17 dage inden Batman skal i ilden med ’The Dark Knight Rises’, må man notere, at Batman uden at løfte en behandsket finger allerede er foran på point i sommerens topopgør.
LÆS OGSÅ
Marc Webb har ikke, som Nolan havde, en så markant ny fortolkning af sin figurs univers, at det for alvor kan begrunde en genfortælling af heltens tilblivelseshistorie. Det er lidt tyndt, at man ikke har hittet på noget mere originalt end en genfortælling, hvor pointen nærmest er, at Spider-Man er en Batman i forklædning.
Til gengæld er det en genfortælling i 3D (og det er måske i virkeligheden begrundelsen for at genfortælle?). Og man må konstatere, at 3D og Spider-Man udgør et flot og oplagt par, når Peter Parkers Spider-Man svinger sig igennem storbyjunglen som en Tarzan formummet i rød latex.
Stærkt cast
Bortset fra 3D og et mere sejt kostume er det store plus Andrew Garfield i hovedrollen. Garfield er ikke nær så sød en Peter Parker som Tobey Maguires. Marc Webb, der lavede den charmerende kærlighedsfilm ’(500) Days of Summer,’ sætter sit reneste fingeraftryk på filmen med sin følsomme fornemmelse for Andrew Garfield.
I stedet for at være en sød nørd er Peter Parker nu en sammensat ditto med tumult i følelseslivet. Da han opdager sine superkræfter, gør han det med en hensynsløs begejstring, der virker mere troværdig end den modne ansvarlighed, superhelte ellers ofte forventes at lægge for dagen fra første færd.
Men selv om Peter Parker er blevet mere virkelig og Spider-Man en anelse mørkere i kanterne, er og bliver Spider-Man i modsætning til Batman, X-Men og Watchmen en superhelt for hele familien, som passende nok kan produceres af familieværdipusheren Walt Disney.
LÆS OGSÅ
Historien om, hvordan Peter Parker blev Spider-Man, er hverken særlig overraskende eller ny, men velfortalt er den ikke desto mindre. Filmen er rigtig godt castet.
Dennis Leary og Rhys Ifans gør god fyldest som henholdsvis politichef Stacy og den risikabelt gensplejsende dr. Curt Connors, mens Martin Sheen og Sally Field er onkel Ben og tante May. Kække Emma Stone er som kæresten Gwen den helt rigtige til en ung Peter Parker med turbulens i følelseslivet både med og uden stram trikot.
Så selv om hverken spørgsmålene eller svarene er nye, er Lille Peter Edderkop i sin røde klatredragt klædt ret godt på til at besvare såvel det civilklædte ungdomsspørgsmål »Hvem er jeg?« som superheltenes Nietzsche-spørgsmål »Hvordan vælger man at bruge sine superkræfter?«.
fortsæt med at læse
